Store drømme

Nogle gange betyder de største drømme og dybeste længsler også den største uro. Fordi vi så inderligt ønsker at det skal lykkes. Håber, så meget på at det kommer til at gå. Sådan sagde en kollega i en andagt den anden dag. Det slog mig at det er rigtigt: Jo mere man ønsker sig noget, jo mere kan man blive fortabt i bekymringer og uro om dette og hint.
Nogle gange kan bekymringer og uro selvfølgelig også være udtryk for manglende perspektiv. Eller måske forståelse for tingenes rette sanngehæng.
Men da min kollega sagde, at uro også kan følge med store drømme, forstod jeg at sådan er det jo også. Når uroen måske larmer allermest, kan det være fordi den egentlig ikke drejer sig om noget konkret, men derimod afspejler de største drømme og dybeste længsler: længslen om mening, drømmen om helhed. Håbet om at det jeg eller min står i kommer til lykkes. At mennesker må blive kristne - at vi faktisk er relevante og at her er noget at komme efter.
Er det ikke, når alt kommer til alt, de dybeste længsler og største drømme? At livet må give mening og at vi oplever os hele - som en del af Gud.

Min kollega sluttede med at læse fra salme 62: "Kun hos Gud finder min sjæl ro, fra ham kommer min frelse. Kun han er min klippe og min frelse, min borg så jeg ikke vakler."

En bøn:
Lad intet forvirre dig.
Lad intet skræmme dig.
Alt forgår.
Gud forandrer sig aldrig.
Tålmodighed opnår alt.
Den, som har Gud, skal opdage
at hun intet mangler.
Gud alene er nok.