I sidste uge gik billedet her verden rundt. Det er fødderne af den allermindste baby som er født og har overlevet. Hendes overlevelse, eller snarere det at læger har kæmpet for at sikre hendes overlevelse, har naturligvis sat en masse etiske diskussioner i gang. Jeg læste en artikel i The Guardian om Amillia, og der var en sætning som jeg studsede over, for jeg synes, den giver et spændende perspektiv:
"Vi har meget mindre erfaring med døden (i Vesten), så vi er blevet mindre villige til accepterer den. I lande med højere børnedødelighed ville det være blevet set som absurd. Vi lever i et samfund som er besat af fysisk eksistens." The Gurdian 21.02.07
Besat af fysisk eksistens. Fordi vi ser det som den eneste realitet? Ligesom små børn, der kun kan tro at noget findes, fordi de enten kan se det eller bedre endnu: røre ved det?
Fasten er en mulighed for at begive sig ind i det skygge land som det åndelige også kan være. Hvor alting ikke kan måles og vejes, og ikke kan røres ved. Selvom det rører os.
En mulighed for at tage imod det, der gør livet større end fysisk eksistens. Fordi der hos Gud er en endnu større eksistens. En væren, der overgår både tid og sted. En eksistens som defineres af kærlighed og som varer evigt.
Jeg er helt enig i, at du skriver at vi kan benytte fasten til at fordybe os i det der er mere end "den fysiske eksistens" og komme nærmere Gud, der er endnu større og mere end fysisk eksistens.
ReplyDeleteSpørgsmålet med en lille baby giver mig alligevel anledning til at spekulere over, hvorvidt vi skal gå med hensyn til medicinsk teknologi og hvem der skal eller kan sætte en grænse. Det er klart at et forældrepar vil gøre alt for at det liv de har skabt skal fortsætte, ligesom et f.eks. et barnløst par er parate til at gøre alt teknisk muligt for at kunne få et barn. Ofte er der bare store etiske problemer forbundet med ny medicinsk teknologi, som vi ikke umiddelbart overvejer. Det er sørme nogle svære overvejelser.
Fortsat god Faste og Guds Velsignelse!
Lasse