Vand til vin

Fjer på isen

2012-02-13T18:49:00.003Z

Sofa-glemsler

2012-02-13T08:30:00.000Z

Vi har smidt vores gamle, godt brugte sofa på lossepladsen. Vi fik den, da vi blev gift og flyttede ind i vores lille-bitte lejlighed og ingen møbler havde. Duncans mor gav den nyt betræk - den havde allerede nogle år på bagen dengang.

Nøj, vi har været glade for den. Den passede perfekt ind i vores mikro stue. Den var god at sidde i: vi kunne begge to have et hjørne, eller den ene kunne sidde sidelæns på den med benene over den andens ben, mens vi læste om aftenen. (Dengang havde vi ikke fjernsyn.) Vi har spillet kinaskak igen og igen i den. Jeg læste Bridget Jones, About a Boy, Artemis Fowl og Ringenes Herre, mens jeg lå i den.

Men nu kunne den altså ikke mere. Dels var fjedrende efterhånden gået. Dels var det "nye" betræk ikke længere så cremefarvet, som for 8 år siden.

Inden vi kørte den væk, sagde vi højtideligt farvel og tak. Samuel konstaterede tørt til den kære sofa: "Farvel, sofa. Nu smider vi dig ud." Ingen sentimentalitet der.

For god en ordens skyld dykkede vi helt ned i alle hjørner, sider og "lommer", før den kom på traileren. På billedet kan du se, hvad sofaen gemte på. Legomændende har muligvis forsøgt at reparere den gamle ting uden held. Neglesaksen har vi ledt huller i jorden efter - og givet op. Mit målebånd havde jeg også efterhånden opgivet at finde igen.

Ak jo. Det er af og til en god ting at rydde op og helt bogstaveligt gå i bunden med tingene!

Dagens gåtur

2012-02-11T19:33:00.000Z

Frisk luft. Frossen fjord. Familie på farten.

Uldne albuer

2012-02-10T10:00:00.000Z

Det siges, at albuer kan være spidse. Men hvorfor ikke også uldne og bløde? Jeg skal i hvert fald ha' lavet mig nogle lapper til albuerne efter denne her fremgangsmåde. Jeg spekulerer på, om det mon kan lade sig at gøre med koboltblå stjerner?

Billedet er fra honestlywtf.com

Pin It

Det nytter

2012-02-09T17:33:00.003Z

Det nytter at vi fortæller hinanden vores historier. Det er vigtigt, vi protesterer imod uretfærdighed og råber op, når vi ser nogen lide nød. Som Desmond Tutu er citeret for at have sagt: "Hvis du er neutral i uretfærdige situationer, har du valgt side med den, der undertrykker. Hvis en elefant har sin fod på halen af en mus, og du siger, du er neutral, vil musen ikke værdsætte din neutralitet."

I april skrev jeg på bloggen om, hvordan det var at stå ansigt til ansigt med racisme. Rigtig mange delte historien på facebook og på diverse blogs. Bl.a. skrev Julia Lahme om mit indlæg, og herfra ringede en journalist.
Herefter skrev EkstraBladet om det ikke bare én men to gange i april 2011. P4 trekanten omtalte også episoden på deres hjemmeside og i radioen, ligesom også Vejle Amtsfolkeblad havde hændelsen i trykken. Samme dag var jeg i Aftenshowet, hvor Jens Blauenfeld interviewede.
Adoption og Samfund havde en artikel med Trine Brix og jeg i deres medlemsblad i juni.
Vi forældre havde en artikel med i september, om at tale med sig barn om forskelle, hvor jeg fortalte og Trine Brix gav gode råd.
Netværket på P1havde programmet "Skrub hjem hvor du kommer fra" i november, hvor jeg medvirkede.
Nu er jeg så blevet bedt om at skrive en artikel til Metodistkirkens blad "Himmel og Jord" om mine overvejelser både under og efter mit møde med racisme. Du kan læse artiklen i bladet her.

I øvrigt kan jeg fortælle, at politiet fortsat er i efterforskningsfasen i forbindelse med anmeldelsen.

Mad og mode

2012-02-08T10:00:00.001Z

Hvis du som undertegnede godt kan lide mad og også holder af smukt tøj - så kig lige ind på det her indlæg på missmoss's blog. Én ting er at have sans for mad og lækkerier, men også at kunne sætte de to ting sammen, så de bliver endnu mere appetitlige, synes jeg, er godt gået!

Billedet er lånt fra missmoss.co.za

Jeg vil leve som en snegl

2012-02-07T08:00:00.000Z

Som et højhastighedstog lever jeg.

Frem og tilbage.

Fra et punkt til et andet.

Korte rejser. Korte stop.

Suser frem

u-seende – udsigtsløst.

Stiger på. Står af.

I ryk, hastigt, fredløs.

Som en snegl vil jeg leve.

Langsomt.

Mod et eneste mål.

Ikke mod tusinde.

En eneste lang rejse

med mange rastepladser.

Seende, hørende, oplevende.

Adstadigt, langsomt, tidløst.

(Hans-Henrik Lindström)

Morgenstund

2012-02-06T16:19:00.000Z

Morgenstund
har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.
(Grundtvig)

Jeg vil ikke påstå, at jeg selv har erfaret fred med - og glæde ved- at være glad og tilfreds trods smerter i viden om, at mit liv er, som Gud ønsker. Men jeg ved, at det er muligt at finde fred og glæde midt i selv de sværeste liv. Der findes mennesker, som kan fortælle om det.

I øjeblikket læser jeg om Therese af Lisseux, og hun var et menneske, som var glad til det sidste trods en smertefuld død af tuberkulose. Jeg tror, det er en gave at kunne stråle på trods af sine omstændigheder. Jeg tror, at når det sker, er det ikke ved at undertrykke sin smerte eller benægte sin lidelse, men ved at lade smerten forandre (måske forvandle?) af kærlighed til Gud og mennesker. Jeg tror, det er muligt - med Guds hjælp.

Her er skoene

2012-02-01T08:50:00.000Z

SÅ har jeg fået taget billeder af skoene. De var i brug første gang, da jeg gik fra at arbejde tre dage om uge til at arbejde fire dage. Næste gang bliver om en uge, når den femte dag også tages med.

Små skridt i den rigtige retning er mere værd end store skridt i den forkerte retning!

Hvad nu, lille du?

2012-01-24T18:50:00.000Z

Jeg er så småt ved at være rask. Jeg er i hvert fald så godt på vej, at en raskmelding er indenfor øjesyn. (Juhuu) Det betyder valg for vejen fremaf. En vej jeg har svært ved at se. Jeg er på én gang tryg ved, at det vil vise sig. Samtidig klar over, at det kræver jeg tager aktive valg, opsøger det jeg gerne vil og ved, hvad jeg ønsker.

I dag har tankerne med valg fyldt, og jeg tyr'r til mine citater. Andres tanker om liv kan hjælpe på mine egne. Om ikke andet kan de lindre.

"Ask not what the world needs, but what makes your heart sing. Because what the world needs is people, whose hearts sing." Ukendt

"Godtag de overraskelser, som ødelægger dine planer, tilintetgør dine drømme, som giver din dag og måske hele dit liv en helt ny retning. Det er ikke tilfældigt. Giv Faderen lov til selv at være dit livs væver." Ærkebiskop Dom Helder Camara

"For at blive mig selv, må jeg holde op med at være det, jeg altid har troet, jeg ville være." Thomas Merton

Hvem har jeg troet, jeg ville være? Hvad er min dybeste længsel? Hvad er forskellen på håb og ambition? Kan man skelne mellem ønsker og umuligheder? Kan man kende det gode på andet end eftersmagen?

Der findes ingen andre svar end dem, der er ens egne. Men spørsgmålene vil jeg gerne dele.

2012-01-23T18:31:00.001Z

Hvordan ville du reagere på at møde et barn med HIV?

Jeg spørger, fordi jeg selv fik tanken, da jeg forleden var på hjemmesiden for den organisation, vi adopterede igennem. En af de ting, jeg godt kan lide ved de danske adoptionsorganisationer er, at de ikke blot føler sig forpligtede for de børn, der skal igennem en adoptionsprocess, men også de børn, der ikke bliver adopteret væk, men som stadig har brug for hjælp, for voksne og for en fremtid. Det gælder naturligvis i ganske særlig grad de børn, som bliver frigivet til adoption, men som så viser sig at være syge med eks. HIV, og som derfor ikke kan få en familie alligevel.

Videoen her fortæller om et projekt AC børnehjælp har i Etiopien.

Men det er jo langt fra kun Etiopien, der har problemer med HIV og AIDS. Det er der desværre rigtig mange (hvis ikke de fleste) afrikanske lande, der kæmper med.

Det er sådan, at de lande, som modtager børn til adoption, som oftest vil have små og raske børn. Derfor bliver afgiverlandet ladt tilbage med syge og handicappede børn. Børn, der jo også har brug for forældre og som trænger til kærlighed. At finde lokale familier til adoption af syge børn er virkelig flot. At det så sker fordi der findes stærke kristne i landet gør mig bare endnu mere rørt og stolt.

Efterhånden sker der det, at der kommer flere modtagerlande, som alle vil have små, raske babyer. Vi Vesten vil gerne have "perfekte" børn. Spørgsmålet for nogen er, som én formulerede det på vores forberedende kursus; "Hvor findes de bedste børn?" Jeg får stadig en mærkelig fornemmelse i maven ved det spørgsmål. Kan børn være gode? Kan nogen være bedre end andre? Nemmere end andre, ja, men hvordan ved man, hvem der får kolik og hvem, der bliver en streng teenager? Det kan ingen vide - uanset hvor hjemmelavet, hjemmebragt eller adopteret poden er.

Fordi der også i afgiverlandende bliver gjort en meget stor indsats for at placere de afgivne børn lokalt - ifølge FNs børnekonvention skal et barn placeres så tæt på dets forældre og kultur som muligt - bliver presset på modtagerlandende for at modtage syge og handicappede børn større. Det sker i takt med, at en sygdom som eks. HIV ikke længere er den dødsdom, som det var for år tilbage. Nogle handicaps er i afgiverlandet alvorlige, men er i modtagerlandene små. Det kan være ganespalte. Det kan være astmatisk bronkitis. Det kan også være, at et barn lider af ørepine, som kræver operation eller en hjertefejl, som vil kunne klares ved operation, men som forældre i et land uden sundhedsforsikringer ikke ville have en jordisk chance for at kunne klare. Disse børn kaldes i adoptionsverdenen "special needs" børn.

Som kommende adoptanter står vi så overfor spørgsmålet: Vil vi have et barn med det, der kaldes "special needs"? Svært spørgsmål. Ingen forælder ønsker sig vel et barn med problemer. Men, nu hvor jeg har gået og tænkt over det siden vores første adoptionsprocess, så er det jo ikke fordi barnet i udgangspunktet ikke er ønsket, men fordi man ønsker sit barn det bedste. Én ting er muligheden for at få et barn med handicap eller at ens barn kan udvikle en sygdom. Men derfra og til ligefrem selv at vælge det til, er der et stykke, synes jeg.

På den anden side er der børn, som har brug for en mor og en far, fordi de er børn. Og fordi de har særlige omstændigheder, der gør, at de måske i særlige grad har brug for nogen til at passe på dem og hjælpe dem. Og de har også fortjent at få det godt og kærligt.

Jeg ved ikke, hvad vi gør. Hvis jeg ku' ville jeg være mor til dem alle sammen... Men så er man jo ikke mor mere men et børnehjem. Ak ja, etiske overvejelser og hjertesuk er der nok!

En søndag mellem sirener og stilhed

2012-01-22T19:19:00.001Z

Vi har holdt søndag mellem sirener ogs tilhed. Barnet, der ellers plejer at drøne ud af døren, så snart kirkeklokkerne lyder søndag morgen, nægtede at tage tøj på i morges. Han blev ulykkelig, da vi sagde, at nu var det tid til at gå nedenunder. "Nej! Daddy gun'tinte."sagde han bestemt.

Efter et kort blik mellem mor og far blev det besluttet, at barnet kunne få lov til at tusse rundt i nattøj, hvis det var det, han havde brug for. Det var selvsagt mig, der blev oppe sammen med ham.

Så snart beslutningen om nattøjs-dag var givet, begyndte yndlingslegen: Brandmand Sam. Med sirene, slanger, hjelm og det hele. Som en ny feature i dag kom sangen med - i en selv-lavet udgave. Jeg fik lov at sidde i brandbilen og være firegirl. "For du er ikke en mand, mor." Og det har han jo ret i.

Der kunne jeg så sidde med den bog, jeg er i gang med i øjeblikket: "Selv stilheden hører op". Det er en beretning fra Ingrid Betancourt, som i begyndelsen af årtusindet var præsident kandidat i Columbia. Under valgkampen blev hun taget som gidsel af en oprørsgruppe, der holdt hende til fange i mere end seks år. Bogen handler om hendes oplevelser som gidsel dybt inde i Amazonas jungel. Om hendes reflektioner om at være mennesker, om de dynamikker, der findes mellem os, og om, hvad hun gjorde for at fastholde sin værdighed og sin identitet.

Det er en smertelig og spændende bog. Smertelig, fordi det virkelig er sket og fordi, hun temmelig ærligt fortæller, hvordan det er at miste alt håb for fremtiden, ikke selv være herre over så meget som et toiletbesøg og hele tiden at skulle flygte fra dem, der gerne skulle kunne redde hende. Spændende, fordi hun fortæller godt og videregiver oplevelsen af trykkende uvidenhed vældig godt. Den er også spændende fordi Ingrid Betancourt tydeligvis både var og er en reflekteret dame, der brugte tiden i junglen til at holde sig selv fast på de små valg man altid kan tage: at finde glæden i den dybeste ulykke, at række sin fjende hånden, og nægte at opgive sin identitet som menneske.

Det er længe siden, jeg har fået læst i så langt et (relativt) uforstyrret stræk. Det er godt! Stilheden er ikke hørt op i bogen endnu, men Samuels sirener er blevet stille igen. I hvert fald for denne omgang.

Kender du bogen?

Ploughman's lunch til aften

2012-01-17T18:04:00.001Z

Nogle gange så bliver maden herhjemme ikke det, den var tiltænkt at være - madplan til trods. Som i dag hvor det planlagte slet ikke kunne lade sig at gøre med et træt barn, hvis spisetid absolut ikke skulle flyttes.

Vi tyede istedet til en klassikker fra de engelske pubs: Ploughman's lunch. Egentlig er det - som navnet antyder - tiltænkt som frokost. Det er i al sin enkelthed en tallerken fyldt med oste, kold skinke, salat, pickles og et æble. Her blev det til æg og spegepølse istedet for skinke. Der til er så brød, som man enten kan lave en sandwich af eller bruge som "skovl".

Enkelt og lige til - men smagfuldt og godt. Hvis man da er til ost, pickles og syltede agurker.

Hver dag hverdag

2012-01-16T18:35:00.001Z

Hver dag står jeg op. Til hverdag bli'r jeg enten vækket af Samuel eller vækkeuret - de er som regel temmelig tæt på hinanden.

Jeg spiser morgenmad hver dag. Til hverdag er det mest det samme. I weekenderne laver vi ofte pandekager. Så tager vi os god tid til at drikke the og snakke.

Jeg nyder hver dag følelsen af min bløde pyjamas, det varme vand, den friske smag i munden af tandpasta.

Til hverdag tager jeg en thermokop med the med på køreturen til Kolding. Turen tager omkring en halv time. Jeg lytter til P1 for det meste.

Når det er hverdag i Kolding, laver jeg en blanding af oversættelse, hjælp med PR og oprydning af et temmelig rodet arkiv. Det er godt at få egne opgaver og alligevel være en del af et større team. Jeg deler kontor med Stefanie. Hun har chokolade til over middag.

Hverdagen byder som oftest på hentning af Samuel. Det er næsten hver dag han ikke vil med, samtidigt med han alligevel har for travlt med at komme ud af døren til at have tid til også at tisse, inden vi siger tak for i dag. Sådan kan man være så ambivalent.

Hjemme igen er der altid mere the. Jeg er trods alt gift med en englænder. Samuel skal helst se Brandmand Sam hver dag - eller i det mindste Byggemand Bob. Det skifter lidt om det er den ene eller den anden, der er helten den dag.

Vi skiftes til at lave mad - sådan cirka. Og til at putte Samuel. I dag var det mig. For hverdag betyder også, at Daddy tager afsted igen efter aftensmaden. Så læser vi Postmand Per og be'r aftenbøn.

Jeg synger altid "Nu går solen sin vej". Det er blevet en af dagens faste holdepunkter. Et lille sted til min egen bøn, mens jeg synger for drengen, der falder i søvn. Til hverdag sover han, inden jeg er færdig med at synge for ham. Nogle gange bli'r jeg siddende lidt bare for at holde ham.

Hver dag slutter i mørket under dynen med at gennemgå dagens gode ting. Dem er der heldigvis mange af hver dag og til hverdag.

Lørdag

2012-01-14T18:15:00.003Z

Hr. politiker, hvilke tanker har du om dit tøj?

2012-01-12T16:49:00.000Z

Jeg lod være at købe Alt for Damerne, da der på forsiden af det blad, hvor de interviewede vores statsminister Helle Thorning-Schmidt, stod om interviewet "Jeg har aldrig misset et forældremøde." Ikke fordi jeg tvivler på, at det er rigtigt, for det er det sikkert. Men fordi jeg faktisk blev lidt støt.

Overskriften var sikkert ment til at tale til alle arbejdendes mødres dårlige samvittighed. Eller også skulle den skabe bro imellem mig og statsministeren. Istedet fik jeg sådan en lidt trodsig følelse. Jeg vil da ikke have råd eller erfaringer om moderlivet som det primære af statsministeren. Jeg ville hellere høre, om hendes vej mod toppen, råd til at arbejde i og med ledelse, hendes tanker om, at styre og præge et helt land og dets fremtid.

Ugen efter (eller to) var der så en politiker, der udtalte sig til Nordjyske, at er problematisk at vores statsminister er kvinde. Han siger:

..."at hendes meget tydelige kvindelige træk udfordrer statsministerrollen - på en eller anden måde er der ikke den samme autoritet omkring hende, som hvis det havde været en mand med et stramt slips." (Citat er fra Nordjyske)

HVAD?! Hvem snakkede om, Anders Foghs tydelige maskulinitet, som et problem?!
Uanset om det er sandt, at det er svært at slå igennem som kvinde eller om vi "bare" forventer, at det er sværere, så viser debatten vel med al tydelighed, at vi i Danmark står overfor en fortsat en udfordring med ligestillingen.
Julia Lahme har et indlæg som respons, ligesom Gitte K også har skrevet om det - ligesom det i radioer, i læserbreve og i frokostpauser er blevet diskuteret.

Et af de bedre indlæg i debatten er et indlæg fra P4 Fyn i anledningen af regeringens 100 dages jubilæum. Her bliver Jakob Elleman-Jensen interviewet med spørgsmål, som alle tidligere har indgået i interviews med kvindelige politikere. Når man hører spørgsmålene stillet til en mand virker det temmelig absurd. Det bedste er næsten at Jakob Elleman-Jensen selv sidder og griner undervejs.

Vi har vist et stykke vej endnu med ligestillingen. Hvad synes du?

Levende musik

2012-01-11T16:59:00.000Z

Noget musik er levende, dynamisk. Organisk, nærmest. Jeg mener, noget musik kan man mærke er blevet levet. Det mærkes, at det ikke "bare" er produceret, men er blevet skabt.

Klassisk musik er sådan, synes jeg. Det er ikke alt, mine ører forstår, men jeg holder af at lytte til storheden, når et helt orkester laver musik sammen. Der er uendelig mange nuancer, når violiner, oboer, cellos, trommer, basser og hvad ved jeg sammen danner en helhed.

Tori Amos, som er et nyt navn for mig, har for ikke længe siden, på opfordring af et af verdens store klassiske musikmærker, Deutche Grammofon, lavet et album, som er inspireret af klassisk musik. Sangene fortæller en historie, og er en såkaldt "song cycle". (Jeg ved i virkeligheden ikke ret meget om, hvad det er.) Alle sangene er skrevet med inspiration fra eller som variationer over allerede kendte klassiske værker af folk som Mendelsohn, Chopin og Bach.

Det er fantastisk! Stemningsfuldt, levende og dybt. Og så har Tori Amos en meget smuk stemme.

Kan man ikke også uden kano?

2012-01-10T19:06:00.000Z

Det enkle, umiddelbare liv. Det kunne jeg godt tænke mig. Med overskud til leg, hjemmebag, læsning, venner og interesser. Samtidig vil jeg også gerne være autentisk og ikke virke perfekt - for det er jeg ikke. Og i virkeligheden er det perfekte ganske kedeligt. Derfor prøver mange af os at være "ærlige" og vise os selv, som vi er - på bloggen, på facebook og på arbejdet, for den sags skyld - med både overskud og nullermænd, tvivl og umage strømper.

Men nogle gange spekulerer jeg på, om det overhovedet er muligt at vise sit liv, som det umiddelbart er uden at det i sig selv kommer til at være en fremvisning af det perfekte overskud. For er skødesløs perfektionisme ikke næsten den værste af alle?

For leden lyttede jeg til et program på P1, som jeg selvfølgelig har glemt hvad var, som netop handlede om vores overskudskultur. Der var en viis kvinde, der sagde, at hun mener, det er en slags ondskab kun at fremvise sit overskud. For hvis jeg fremstår overfor dig som om jeg har styr på børn, ægteskab, karriere, syltning og bagning, så fremstiller jeg samtidigt dig som forkert.
Sådan havde jeg ikke tænkt over det før.

Og dog har jeg mærket stikket af "det må være mig, den er gal med", når jeg har bladret gennem et dameblad eller lyttet til en samtale.

Filmen nedenfor er fra Kinfolk, som er en amerikansk baseret gruppe af kunstnere, som har det til fælles, at være glad for det enkle måltid. Men smuk som den er, så spørger jeg dig; er det noget som helst enkelt ved det arrangement?

Hvordan deler vi vores overskud på en umiddelbar måde uden at blive skødesløst perfektionistiske?
Suk. Jeg bli'r træt ved tanken om alle de små lys, der er blevet hængt op, brød, der er bagt og smart porcelæn, der er købt. Og alligevel synes jeg, deres billeder er smukke. Deres film er skønne. Og deres opfordring er god. Der er noget godt, umiddelbart og let ved at sætte sig ved et bord sammen.

Men mon ikke man kunne opnå det samme uden at ankomme i kano?

Livet indenfor begrænsningerne

2012-01-09T18:14:00.000Z

Jeg har ikke altid haft det så godt med begrænsninger. Ikke alene har jeg til tider haft svært ved at have regler sat for mig, hvis jeg ikke var enige i, at de var rimelige, eller hvis de blev besluttet af mennesker, jeg ikke har ment/mener er kompetente til at beslutte noget for mig. Jeg har også haft det svært ved mine egne fysiske begrænsninger. Som at have behov for at sove. Eller ikke at kunne overkomme mere end én ting
ad gangen.

Det har for eksempel resulteret i igen og så igen at være overtræt, fordi jeg har nægtet at acceptere, at jeg har større søvn behov end så mange andre. Hvis jeg havde noget, der var vigtigt, så var søvnen mindre vigtig. Et andet resultat er det, nogen kalder tids-optimisme. Du ved, det med at tro man kan nå mange flere ting, end det rimeligvis kan lade sig at gøre. Jeg har eksempelvis taget mig selv i at planlægge 20 minutters meditation til en 5 minutters pause.

Dét er ikke at være optimisk. Det er at være urealistisk.

Det er vel meget naturligt. Eller rettere; det er vel meget menneskeligt. Det er lissom ur-synden absolut at ville sætte sig op mod de fundamentale vilkår.

Det var en stor aha! oplevelse for mig, da jeg opdagede, at natten blev opfundet før syndefaldet. Jaja, grin bare. Det er ikke, fordi jeg mener, bibelens skabelsesberetning er sandhed ord for ord. Men bag alle bibelens tekster, tror jeg, der befinder sig en evig sandhed. Og i denne sammenhæng er den evige sandhed altså, at natten, behovet for søvn, opdelingen af livet i aktivitet og hvile kom før det, der rodede menneskelivet til.

Det er med andre ord meningen, at vi skal hvile og sove. Natten er der med vilje. Så når jeg prøver at snyde mig til mere dag ved at inddrage natten, går jeg sådan set bare stik imod pointen med verdens indretning - og dermed også med min egen. Jeg gør skade på mig selv i mit forsøg på at gå ud over de barrierer, der nu engang findes for mennesker.

Jeg er kommet til at tro, at de fineste mennesker forstår at leve indenfor deres begrænsninger. At være ægte menneskelig er at leve, som et menneske kan - og skal. Altså indenfor de begrænsninger vi nu har - både dem, der er fælles, og de, der er personlige. Som forfatter Magnus Malm har sagt, så er vores begrænsninger der, for at passe på os.

Spørg lige, om det er en kamel, jeg har måttet sluge!

Derfor ramte tre små sætninger fra bogen "Disobedience" mig også lige mellem øjnene:
"Certain things are possible. This, and this, but not this. Certain things will remain forever impossible. But within what is possible, there is room to live."

Jeg synes, Naomi Alderman på smukkeste vis sætter ord på det, jeg vist efterhånden er ved at finde ud af: At det er indenfor begrænsningerne livet skal findes. Indenfor det, der er vores livs vægge ligger mulighederne. Det er det eneste rum, vi kan indrette os i. Det eneste rum, hvor vi kan finde fred for og med os selv.

Det er jo i og for sig indlysende: udenfor begrænsningernes vægge eller rammer er der ikke noget liv for os - for der findes vi slet ikke. Det er vel derfor det kun er muligt for os at leve der et stykke tid af gangen. Og derfor vi kan blive syge og dårlige af at insistere på at leve på kryds og tværs af vores begrænsninger.

Indenfor rammerne er livet. Hvilke vægge og begrænsninger lever du indenfor? Og hvordan har du det med at være begrænset?

Her og nu om 60 år

2012-01-08T20:52:00.001Z

Har du lavet nytårsfortsæt? Det har jeg. Jeg tænker af og til på, hvilke ting jeg gerne vil opnå ikke bare på et år, men i mit liv i det hele taget. Hvad er det, jeg gerne vil have nået, inden jeg dør? Hvad er det vigtigt for mig, mine børn får med sig? Hvad vil jeg gerne have været for et menneske?

Vil jeg gerne have tjent mange penge, skrevet vigtige afhandlinger eller lavet banebrydende arbejde? Vil jeg være et godt menneske, have tid og omsorg for min familie og mine venner? Er effektivitet, integritet eller tålmodighed vigtigst?

Hvad vil jeg efterlade? Hvad vil jeg vente på? Hvad vil jeg håbe på?

En af de historier, som hører tiden efter julen til i kirken, er historien om Simeon og Anna. De er begge gamle mennesker, som er fromme og gode mennesker. Simeon venter på godt nyt for sit land og sit folk. Det siges, at Gud havde lovet ham, at han skulle se Frelseren inden, han døde. Anna har været enke siden hun var ung, og har efter sit ægteskab dedikeret sig til det indre liv og til at forklare og fortælle om Guds virkelighed til mennesker. De er begge i templet den dag Maria og Josef kommer med den spæde Jesus, for bringe de ofre, der nu hører sig til ved et drengebarns fødsel.

Simeon tager barnet fra Maria (eller Josef) og siger:

"Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel."

Og så fortæller han Maria, at hun må forberede sig på, at hendes søns liv vil volde hende stor smerte.

Den gamle Anna bliver jublende lykkelig over at se barnet - hun forstår, at han bliver den, der baner vejen for mennesker til Gud igen.

Jeg har altid elsket denne lille historie, som du kan læse den i Lukas evangeliet kapitel 2. Jeg tror, det er fordi, den netop rammer det med, hvad vi lever vores liv for. Simeon har håbet og ventet. Anna genkender i sin høje alder, at Gud er på færde og glædes, fordi hun forstår i hvert fald noget af barnets betydning.

Jeg holder af billedet i mit hoved af gamle hænder, der holder det nyfødte. Der er noget særligt ved at gamle liv møder nye liv. Som når oldeforældre møder deres oldebørn; det forbinder det lille barn med familiens historie og det knytter de gamle til familiens fremtid.

Hænderne her er Samuels, mine og min mormors.

Simeon håbede på Gud, og stolede på det gode. Han levede et fromt liv. Anna har valgt for sig selv, og er gået den vej hun var draget til - i hvert fald efter at have gjort det, der var forventet af hende ved at gifte sig.

De får lov til at se det, de længtes efter. Det er ikke alle, det sker for. Tænk bare på de mennesker, som døde lige inden 2. verdenskrigs afslutning i koncentrationslejrene. Eller de sorte, der døde i kampen for frihed i Amerika eller Sydafrika - de oplevede ikke resultatet af det, de kæmpede for. Sådan er der mange liv, der strækker sig efter noget, de ikke når i dette liv.

Alligevel tror jeg, det er vigtigt at strække sig efter noget - også selvom det så når længere end ens eget liv. Det er væsentligt at lægge sig det på sinde, man gerne vil at ens liv er kendetegnet ved - ikke bare her og nu, men også om 60 år. Eller længere. Ikke fordi vi skal være fikserede på døden, men fordi vi skal være bevidste om at leve, sådan som vi gerne vil. Det er en del af en god, åndelig vane at have et perspektiv på ens liv, som er større end her og nu, men som samtidig tager sit udgangspunkt i livet her.

Jeg vil gerne kunne slutte mit liv, som Simeon med at sige "Nu har jeg set alt det, du lovede mig, Gud. Og jeg ved, at det ender godt."

Slut, færdig, epifani

2012-01-06T21:09:00.000Z

Forleden skrev jeg om julens slutning. Billedet ovenfor er et udsnit af det virvar af julepynt, jeg beskrev i indlægget.

Charlotte skrev også om julens afslutning på hendes blog, og de to indlæg fortjener et link - så der kommer her;
Om Helligtrekongers aften.
Om Epifani - Helligtrekongers dag.

For sidste gang: glædelig jul

2012-01-05T19:51:00.000Z

Jeg ved godt, at de fleste for længst er ovre julen, har nydt nytåret og er klar til at spise fastelavnsboller. Så bær over med mig, når jeg nu deler to video'er om julen med jer. Det er sidste gang på denne side af påske - jeg lover. (Tror jeg, i det mindste)

Det er 12. juledag. I morgen er det Helligtrekonger, og julen er officielt og traditionelt ovre. Juletræet er tømt for pynt. Alle engle og vise mænd er samlet på spisebordet og venter på at blive puttet i deres respektive kasser. De sidste æbleskiver er bagt og spise, ligesom der kommer til at gå et stykke tid inden vi igen laver flæskesteg med rødkål.

Jeg har nydt julen i år. Farverne, festen, sanserne og den særlige stemning gennem advent og juledagene. Jeg har glædet mig over familie og venner, mad og gaver. Og jeg har igen fundet fred og forunderlighed over historien om, at Gud er med os. Efter år med barnløshed, hvor en gravid Maria ikke lige har været min kop the - hun bad ikke engang om det - og år med sygdom og depression, hvor alt unødvendigt har været en overbelastning, har det været befriende at kunne nyde og glædes.

Historien om julen er gammel - men hvad nu, hvis Maria og Josef havde været på twitter og facebook?

For sidste gang på denne side af påske, sommer og efterår: Glædelig jul!

2011 og 2012 i Wordle

2012-01-01T18:29:00.002Z

Et forsøg på ganske kort at fange 2011 i nogle beskrivende ord.

Og håb om at 2012 må indeholde i hvert fald noget af det, disse ord beskriver:

Ulydighed

2011-12-28T19:51:00.001Z

"All things, when meassured in spans of years, seem simple. But human lives to not occur in years but slowly, day by day. A year may be easy, but its days are hard in deed."

Citatet er fra Naomi Aldermans debutroman "Disobedience", som handler om stilhed, tale, ortodoks jødedom og at være lesbisk. Det er en meget velskreven bog, som dels giver et spændende indblik i den jødisk ortodokse kultur i England, og dels beskæftiger sig med emner, som er vigtige for os alle sammen - uanset religion, kultur og seksualitet.

Det alment menneskelige i bogen er stilheden, talen. Det er undersøgelsen af mødepunktet for spiritualitet og seksualitet. Men ikke mindst er det spørgsmålet om, hvordan vi vælger at leve med vores baggrund og de begrænsninger, livet nu engang byder os hver især.

Bogen handler om Ronit, der lever i New York, går i bukser, ryger og har vendt ryggen til sin opvækst. Som er 32 årig må hun vende tilbage til Hendon, London, fordi hendes far, en meget kendt og elsket rabbi er død. Bogen handler også om Esti, der er lesbisk, men er blevet gift og fortsat lever i det samfund, hvor hun levede op. Og endelig handler bog om Dovid, der som Ronits fætter, er udset til at efterfølge den elskede rabbi, selvom han tilsyneladende ikke selv har meget lyst til det.

Hvert kapitel indledes med et citat fra bønner, hellige skrifter eller andet, der har betydning i den ortodokse forståelse af livet og mennesker. Der er meget smukke og tankevækkende overvejelser om hvad stilhed og tale hver især kan berige livet med, men også om hvordan begge dele kan være med til at forhindre livet i at trives og vokse.

Naomi Alderman er selv opvokset og lever fortsat som ortodoks jøde. Hun var 32 år, da hun skrev "Disobedience" og har vundet stor anseelse (og et par priser) for den. Der findes et interview med hende i The Guardian, som er værd at læse. Her taler hun bl.a. om sin opvækst og spændingen mellem religionen og det moderne liv. På BBC findes også et radio interview. På Aldermans hjemmeside kan du læse, hvordan hun selv beskriver bogen.

Så vidt jeg kan se findes bogen desværre ikke i en dansk oversættelse (endnu?). Men kan du begå dig på engelsk, så læs den! Den er god, gribende og tankevækkende.

......Und også dig selv at opleve "The Winterhouse", som er en online novelle med interaktive funktioner, også skrevet af Naomi Alderman.

Minced pies

2011-12-27T20:13:00.000Z

Jeg har lavet minced pies. Yes, sir! Helt fra bunden med flomme bestilt hos slagteren, rosiner og korender, der har stået i blød i en mængde krydderier og saft fra både appelsiner og citroner. Heldigvis lykkedes det rimeligvis ret godt. Mørdejen kan vi arbejde lidt på at ramme rigtigt - jeg har fået opskriften af Duncans farmor, og den er lidt anderledes end dem jeg ellers laver til tærter. Men den intense smag af kanel, citrusfrugter, cognac, nelliker, allehånde og sødmen fra rosinerne er helt utrolig, når tænderne synker ned i det, der vist må betegnes som et mindre mellem måltid. Småkager er her i hvert fald ikke tale om!

Grøntsager og vejbod

2011-12-26T20:00:00.000Z

Grøntsager skal der til. Også i juletiden. Gulerødder, rosenkål, rødkål, pastinakker og kartofler selvfølgelige er nogle af de grøntsager, vi har på bordet i disse dage.

Vi køber vores grøntsager fra Rødmoses gartneri, som har en lille stand i Vejle to gang om ugen. Jeg har skrevet om vores grønthandler før. Endrik dyrker biodynamiske grøntsager. Det med biodynamikken er ikke det væsentlige for os, selvom økologien i det, var det, der gjorde vi fik øje på ham. Nu er det tilfredstillelsen ved at spise grønt, der er dyrket lokalt, for Endrik dyrker en masse forskellige grøntsager selv. Vi kan få grøntsager, som ikke længere sælges i supermarkederne, fordi de er gået af mode som for eksempel kålrabi og rå grønkål. Det er frisk og det smager godt.

Kan man ikke komme ind til markedet lørdag i Vejle midtby eller på Sukkertoppen om torsdagen, så er der altid åbent på vejboden på Rødmosevej lige udenfor Ny Højen. Tag rede penge med, og fyld på med friske, sprøde grøntsager!

Händel eller helten?!

2011-12-22T08:08:00.000Z

Hvad lytter du til i juletiden? Vi lytter til engelske carols, lidt klassisk, hvad radioen byder og danske salmer og viser (Jeg kan rigtig godt lide Zenobias "I vintermørkets haller", som er en smuk CD med gamle salmer og viser om julen og vinteren.)

For nogen er det Händels "Messias", der bringer julen. Men den kan sørme være svær at støve op hos en almindelig FONA ekspedient. Kender man slet ikke navnet "Händel" kan det være svært at forstå, hvad det skulle betyde.
Prøv lige at læse om oplevelsen her hos "Poetiske paradokser". Det byder på smil og we samtidig en god historie om julen i al dens miskmask af traditioner og kulturerer.

Opdatering:
Min ven og gode kollega Ole Birch har brugt historien om "Helten Messias" i hans prædiken fra juledag. Læs den her.

Fri mig fra at dømme

2011-12-21T18:22:00.003Z

Billedet er malet af Tine Gjessø

En gang bli'r det hele vendt på hovedet. Det er vist helt kort, det, teksten her er med for, at fortælle. Eller det er vel rettere: En gang bli'r alt sat på plads igen. Det, der gik galt bli'r vendt om. Kvindens børn og slangens unger skal ikke længere være fjender. Istedet kan barnet lege trygt ved slangens hule.

Der skal komme et menneske, som er Gud, der "ikke dømmer efter det, hans øjne ser" eller det han hører. Hvem af os kan sige os fri for at dømme ting, mennesker, situationer efter det, vi kan se og det vi hører?

Det er vel derfor det er så uretfærdigt, når vi bedømmer og dømmer hinanden, os selv eller det vi står i. Fordi vi aldrig er i stand til at få det hele med. Vi er begrænsede i udsyn, indsigt og forståelse uanset om det gælder vores egne eller andres bevæggrunde og historier.

Efter indlægget om "mindfulness, tyngdekraft og accept" jeg skrev for leden og jeres kommentarer, er jeg kommet til at tænke, at accept giver mening for mig i den forstand, at jeg må acceptere, fordi jeg ikke kan bedømme. Ikke alting i hvert fald. Jeg - og de fleste andre - vil så gerne dømme alting: God film, kedelig mad, ondt i ryggen, lækker trøje. "Det er godt, hun gjorde sådan" eller "Han er træls, når han ..." eller "Jeg er god, fordi jeg..." Men hvad ved jeg egentlig om det?

Den eneste, der kan bedømme og dømme retfærdigt, er Gud. For han er den eneste, som har alting med og som kan forstå alting i dets rette sammenhæng. Og derfor er han den eneste, der kan forstå, tilgive og sætte os fri. Og eftersom hans perspektiv er et andet end mit, bliver mine domme over mig selv, andre og det jeg står i i heldigste fald ufuldkomne, i værste fald skadelige.

For mig er der en stor lettelse i (igen og så igen) at øve mig i, at lægge dommen over ting fra mig. Det er befriende ikke at skulle bedømme andre eller mig selv.

Og håbet er at der kommer en dag, hvor ingen af os længere er i tvivl om, hvordan tingenes rette sammenhæng er.

Farver, giv mig farver!

2011-12-20T09:16:00.002Z

Ind imellem er dagene lidt grå. I går skinnede solen, og lørdag var den også fremme. Ellers er det mest gråt i gråt hernede for tiden, synes jeg. Og nok har vi engle i hver en krog, levende lys og orange mandariner, men lidt pang må gerne bryde frem ind imellem! Forleden hentede Samuel og jeg alle akryl-farverne frem og malede små malerier til Oldefar og Auntie Ruth. Den neon-pinke var Samuels foretrukne. Og tænk! den forsvandt, da den blå farve kom ovenpå....

Bare synes af alle de kulører gør godt.

Sneflokke kom nu vrimlende!

2011-12-19T10:27:00.002Z

Det er flere uger siden Samuel bad om sne i sin aftenbøn. Ikke fordi han har så meget begreb skabt om hvad sneen egentlig betyder, tror jeg. Måske kan han huske det fra sidste år, men det handler vist mest om at Postmand Per falder i en snebunke og slås i sne med nogen børn - og det kunne da være sjovt at efterligne!

Det ser nu ud til at have lange udsigter, hvis vi skal tro vejrudsigterne. Men se nu her, hvad jeg har fundet på Gennines blog:

Billedet er lånt fra Gennines blog.

Er det ikke smukke snefnug? De dur næppe til en sneboldskamp, men de kan i hvert fald lyse op og se smukke ud! Bli'r der en stille aften til det, tror jeg da, jeg skal i gang med saks og papir!

4.b læsning

2011-12-19T09:19:00.000Z

Teksten er fra Esajas' bog kapitel 11:

  Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
      et skud gror frem fra hans rod.
      Over ham hviler Herrens ånd,
      visdoms og indsigts ånd,
      råds og styrkes ånd,
      kundskabs og gudsfrygts ånd;
      han lever og ånder i frygt for Herren.
      Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
      fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
      han dømmer de svage med retfærdighed,
      fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.

      Ulven skal bo sammen med lammet,
      panteren ligge sammen med kiddet;
      kalv og ungløve græsser sammen,
      en lille dreng vogter dem.
      Koen og bjørnen bliver venner,
      deres unger ligger sammen,
      og løven æder strå som oksen.
      Spædbarnet leger ved slangens hule,
      det lille barn stikker sin hånd
      ind i hugormens hul.
      Ingen volder ondt eller ødelæggelse
      på hele mit hellige bjerg;
      for landet er fyldt med kundskab om Herren,
      som vandet dækker havets bund.

Billedet er malet af Tine Gjessø

Her kan du finde 4.a tekst og reflektion.

Mindfulness, tyngdekraft og accept

2011-12-17T16:00:00.000Z

Det er ved at være en uge siden, jeg læste et indlæg hos Losarinas mor med det her lille citat:

"Acceptér rejsen..
Acceptér den, du er..
Acceptér alt, hvad der er til.. "

- Susan Jeffers: Dans med livet

Det fik mig til at lægge denne kommentar:
"Åh, et kæmper jeg altså lidt med.... Måske kommer det af at have et "kamp"sind eller ikke at have en skærpet retfærdighedssans. Jeg har så svært ved tanken, om at skulle acceptere ting, som de er - hvis tingene er noget skidt, altså.
For jeg skal vel ikke lade stå til? Vi skal da ikke acceptere noget, som ikke er godt for os? Eller er det fordi jeg misforstår, at det er okay at acceptere at "sådan er det nu" og at det ikke er det samme som "og sådan skal det altid være" eller "og det er helt i orden"? Hmm, måske sku' jeg skrive et indlæg om det istedet for en kæmpe kommentar hos dig :-)"

I starten af 2011 gik jeg på et kursus i mindfulness, og mens der var meget godt jeg fik med hjem, ramte jeg aldrig heelt det, vores instruktør sagde om accept. Det hænger sikkert sammen med min historie, for det ramler for mig, når der tales om accept i forhold til alting.

Jeg kan ikke uden videre acceptere uretfærdigheden i, at Duncan skulle blive dødeligt syg. Eller at vi skulle ha' så ondt over ikke at kunne lave et barn. Eller at mennesker dør ud af det blå. Eller at rigdom og fattigdom er fordelt så urimeligt. Jeg kunne ikke uden videre acceptere, at jeg var syg "og sådan var det", for sådan syntes jeg absolut ikke, det skulle være. (og synes det stadig ikke)

Efterhånden er jeg kommet frem til, at der må være forskellige former for accept, og at der findes forskellige "sfærer" i vores liv, hvor accept / modstand er hensigtsmæssig forskellige steder.

Eksempelvis er det mest hensigtsmæssigt at acceptere ens egne følelser; eller i det mindste være nøgtern i forhold til dem: "Nuvel. Jeg bli'r vred over "X". Fint nok. Jeg reagerer "Y" under alle omstændigheder." Eller "Når nogen siger sådan bliver jeg ked af det. Det er i orden."

På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt at acceptere uretfærdighed eller diskrimination. Det nytter ikke at tie stille, hvis du - eller en ved siden af dig - bliver overfaldet "for sådan er det jo bare" lige som det heller ikke dur at stille sig tilfreds med spild, dårlige arbejdsforhold eller mobning.

Men så igen er der grundvilkår for vores liv, som vi ikke kan rokke ved: Fødested, tyngdekraft, kun at kunne være ét sted af gangen, helbred og at have brug for søvn. (I mit tilfælde mere end de fleste.) Jeg kan hoppe og danse, alt det jeg vil, og det eneste jeg får ud af det, er at få søvnmangel, eller at gå ind i alting, fordi jeg nægter at anerkende mit dårlige syn.

Der er også omstændigheder, som ikke kan ændres af mig alene. Eksempelvis er fertilitet ikke nødvendigvis noget vi selv kan gøre en forskel i forhold til. Nogen kan, men ikke os alle sammen. Dét må jeg acceptere, men det betyder jo ikke, at man så skal sætte sig ned med hænderne i skødet og ikke gøre noget ved det. Men er det så stadig accept? Nogen går i behandling og får et barn, vi adopterede. Er det accept af omstændighederne, eller er det at indrette sig efter dem - og er det modsætninger?

Måske er den kløe, jeg får ved snakken om "accept", grundet i, at der sjældent gøre en hel masse ud af at skelne mellem følelser og den sfære, jeg selv kan agere i, og så de sfærer, som er udenfor min kontrol og mit virke?

Hvor meget skal man acceptere, og hvad skal man gøre noget ved? Hvad accepterer du?

4. reflektion: "Du gør jubelen stærk"

2011-12-14T13:52:00.000Z

Overladt til os selv ville vi mennesker dø. Sådan helt konkret er noget af det værste, der kan overgå et menneske at blive isoleret, uanset om det er gennem mobning på arbejdspladsen eller i skolegården, i fængslet eller gennem sygdom, fattigdom eller diskrimination.

Under 2. Verdenskrig hvor mange børn blev forældreløse eller syge og indlagt på hospitaler opdagede man at børn har tendens til at dø pludseligt og tilsyneladende uden grund. Men man opdagede også på et børneafdelingen af et hospital, at barnet, som lå lige indenfor døren sjældent døde og endda trivedes bedre end de andre på stuen. Uanset hvilket barn, der lå der, og hvordan man flyttede rundt på stuen var det barnet ved døren, som virkede stærkest. Til sidst fandt man ud af hvorfor: natsygeplejersken satte sig dér ved vuggen om natten, og ofte tog hun barnet op og sad med det. Kontakten til sygeplejersken var nok til at holde barnet i live og give det kræfter til at kæmpe sig gennem sorg og håbløshed. 2 minutters kontakt om dagen med et voksent menneske kan gøre forskellen mellem liv og død for et barn, der ellers ligger alene...

Vi - hverken du eller jeg - ville findes, hvis ikke andre havde givet os livet. (Uanset hvor glade eller modvillige de var over det.) Selvom det er let at glemme som et voksent, kompetent, sundt menneske, er vi dybt afhængige af hinanden: uden dem, der ordner el, affald, produktion af mad eller vedligeholder veje ville min hverdag blive temmelig besværlig og nærmest umulig - for bare at nævne nogen.

Vi er afhængige af at have håb for fremtiden og for vores liv her og nu. Duncan fortalte for nogle uger siden i en prædiken om mennesker fra det område, hvor han voksede op, som gik rundt med tomme øjne og luddende skuldrer: De havde ikke håb for fremtiden, for de kendte ikke andet end arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Så børnene droppede ud af skolen uden nogen former for eksaminer - for hvad skal man med en uddannelse, når man alligevel bliver arbejdsløs? Forældrene drak og de unge tog stoffer, for der var ingen glæde ved livet som det var. Flere af dem, han gik i skole med, er enten døde nu eller sidder i fængsel. Mennesker, der lever uden håb, vandrer i mørket.

Mørket kan have forskellig karakter alt afhængigt af, om det kommer af krig, fattigdom, diskrimination, sygdom eller noget helt andet. Men det er lige så ødelæggende og svært at orientere sig i. Vi har brug for håb.

Og vi har brug for Gud, der er større end os og som kan se igennem mørket. Vi har brug for at blive mindet om, at der er en større og dybere sandhed end det, vi ser her og nu: Dybest nede er vi alle sammen skabt til at ligne ham. Og vi har alle sammen mulighed for igen at komme til at ligne Gud ved at kærlighed, tålmodighed, retfærdighed og alt det, der er godt og sandt, kommer til at vokse i og omkring os.

Nogen siger, at mennesker ikke har mulighed for at ændre sig; at alle er, som de nu engang er født til - nogen er rige, andre er fattige, nogen er bestemt til succes andre til at tabe. Indenfor teologien hedder det prædestination. Indenfor sociologi, psykologi o.lign. taler man om at være præget og bestemt af sit ophav. Nogen mener, Gud allerede har besluttet hvem, der bliver frelst i sidste ende. Andre mener, at mennesker selv må rode med at få det godt: "De må selv gøre en indsats" eller "Det er ikke mit problem, at hun er syg/han er arbejdsløs/det barn lever under dårlige forhold." Effekten på menneskesynet er nogenlunde det samme: hvorfor beskæftige sig med nogen, som ikke er værd at satse på i det lange løb? Uanset om det løb er evigheden eller økonomisk. Hvis mennesker ikke har mulighed for at ændre deres liv, kan man så tale om at have ansvar for det liv? Og hvis vi ikke selv kan gøre nogen forskel, har Gud så ønsket at nogen skulle have det skidt mens andre har det godt?

Det kan jeg ikke holde ud at tænke på. Heldigvis hører jeg en tradition til, som holder fast på, at mennesker har en fri vilje og at Gud Helligånd altid er i nærheden af alle mennesker - uanset om vi kan mærke, sanse eller begribe det. Og Helligånden er altid opsøgende, indbydende, konstant hviskende om dybe længsler, retfærdighed og altid klar til at indgyde mod, tålmodighed eller uventet kærlighed.

Dét gør at vi kan sætte os udover os selv, at vi kan vokse og at vi kan sige "Ja" til det håb, Gud har til os.

Teksten fra Esajas kommer fra en tid, hvor mennesker ikke havde meget håb. Og Esajas fik lov at forstå, at Gud havde en plan og et stort håb for alle mennesker: Et lille barn skulle fødes, og det skulle blive begyndelsen på enden af krig, sult og nød. Det lille menneske, som også var Gud, var en udstrakt hånd, et stille nærvær hos mennesker, så Gud ganske bogstaveligt kunne gå sammen med os.

Og fordi vi får lov til at gå sammen med Jesus - ham, der er ophav til alt, der er godt og kærligt bliver det muligt at stole på fremtiden og være i afhængigheden af fællesskabet og selv stille os til rådighed for andres afhængighed af os.

Jublen bliver stærk og glæden stor, når mennesker har håb og sikkerhed i forhold til sig selv, sine medmennesker og til Gud.

Reflektionen er over denne tekst.

4. advents tekst

2011-12-12T13:51:00.000Z

Billedet er malet af Tine Gjessø

Teksten er fra Esajas' bog kapitel 9 de første 6 vers:

Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

Du gør jubelen stærk,
      du gør glæden stor;
      de glæder sig for dit ansigt,
      som man glæder sig over høsten,
      som man jubler,
      når man deler byttet.
      For det tyngende åg,
      stangen over deres skulder,
      og slavefogedens kæp
      brækker du som på Midjans dag.

      Hver støvle,
      der tramper i larmen,
      og kappen,
      der er sølet i blod,
      skal brændes
      og fortæres af ild.

      For et barn er født os,
      en søn er givet os,
      og herredømmet skal ligge
      på hans skuldre.

      Man skal kalde ham
      Underfuld Rådgiver,
      Vældig Gud,
      Evigheds Fader,
      Freds Fyrste.

      Stort er herredømmet,
      freden uden ophør
      over Davids trone
      og over hans rige,
      så han kan grundfæste det
      og understøtte det
      med ret og retfærdighed
      fra nu af og til evig tid.

Hærskarers Herres nidkærhed
skal udvirke dette.

3. reflektion - Guds extravagance

2011-12-11T18:20:00.000Z

Da jeg var barn underviste min far i det, der dengang hed fysik og kemi i folkeskolen. Engang da han skulle undervise i universet og stjernernes placering havde han mig med nede på stranden, hvor vi boede, for at kigge op og lede efter stjernebilleder. Det har muligvis ikke været noget han tænkte over, at vi gjorde. Men jeg husker den periode, hvor vi kiggede op og fulgte med på nattehimlen. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå i mørket med hovedet bagover og øjnene rettet mod stjernevrimlen, mens havet bruste i baggrunden, kinderne var kolde og vores hunde løb omkring i mørket. Dér i mørket kunne man ane mælkevejens bue over os. Det var en tryg oplevelse at stå der i sit varme vintertøj og mærke, hvordan jeg var pakket ind, lunt og godt, og samtidigt at vide, at det vi kiggede på, var så uendeligt meget større end os.

Stjernerne og deres bevægelser er sat der ifølge forklaringen i bibelens skabelsesberetning, for at vi kan kende forskel på "festtider, dage og år". Og det er stjernerne Gud hiver Abraham med ud for at se på, da han vil lave en alvorlig aftale med ham. Abraham var en god mand. Et menneske, som levede i den verden Adam og Eva var endt i. Han var et godt menneske - ikke sådan at forstå, at han ingen fejl begik, for det gjorde han i rigt mål, men med så mange andre store mennesker i bibelen, så er det ikke fejlene eller succes'erne, godheden måles på, men indstillingen i forhold til Gud. Og Abraham havde fattet, hvem, der var Gud og hvem, der var mennesket. Han lod Gud være Gud og prøvede selv at være Abraham - også selvom Gud både gjorde og sagde mærkværdige, ja, tæt på urimelige ting til ham.

Men en aften tog Gud altså Abraham med udenfor teltet og bad ham kigge op mod nattehimlen. Måske anede Abraham også mælkevejens bue over ham? Måske så han storheden i stjernernes vrimmel og mærkede, hvor lille han selv var, hvor få, der var i hans familie med kone og én søn? Under alle omstændigheder var det der i mørket, Gud gav Abraham et overvældende og extravagant løfte: Han lovede, at Abrahams børn, børnebørn og deres efterkommere ville blive flere end stjernerne på himlen, flere end sandet på jorden. (Og sand har Abraham i hvert fald haft forståelse for, for han levede i et ørken-område) Et meget stort løfte om mangfoldighed - og den magt, der kommer af, at være de mange - til en mand, som havde kæmpet med barnløshed hele sit liv. Børn - og særligt drenge - var liv, magt og velstand dengang. I dag er børn stadig liv, de giver social position og de giver vores liv mening. Og så er børn altid - og har sikkert altid være det - et tegn på håb for fremtiden. For at sætte et barn i verden er et af de dybeste tegn på vores håb om og tillid til den fremtid, som kommer.

Forestil dig, hvor mærkeligt forskruet, det må have lyt i Abrahams ører, at skulle være starten på så meget liv, så meget magt, så stor velstand og så stort et håb for verden, når man knap nok har kunne lave ét barn?!

Men det fineste ved Guds løfte til Abraham, grunden til at løftet ikke kun var godt for Abraham og hans familie, men også os andre, var, at Abrahams slægt skulle blive til velsignelse for alle mennesker. Fra den familie ville Gud redde verden fra det rod, der kommet i den, og han ville igen gøre alting, som det havde været tanken fra starten.

Udover håbet for os alle sammen i Abrahams historie er der også en anden meget fin pointe: Abraham fik ikke at se, hvordan hans familie blev stor eller at det var hans slægt, Jesus blev født fra. Han modtog løftet, men han så ikke at løftet blev opfyldt, mens han var i live. Det får mig til at tænke på, hvilke ting, der mon startes i mit liv for at slutte hos andre? Eller hvilke ting, der mon ender hos dig og mig, som har deres oprindelse hos andre?

Jeg tror, at Guds løfter til mennesker og hans interesse i os strækker sig længere end til den enkeltes liv - hans perspektiv er meget større end vi kan begribe. Jeg mener, han har skabt stjernerne, som er så langt væk og har en alder, der ikke er til at begribe, mens jeg bare lever inden for et århundrede. Men selv mit lille liv kan folde sig ud under stjernerne og blive til velsignelse for dem, der kommer efter.

Reflektionen hører til denne tekst.

Julenissen Julius

2011-12-10T20:00:00.000Z

Julenissen Julius besøger børnene fra troldestuen på skift. Denne uge var det vores tur til at få ham på besøg. Vi har fået at vide, at børnehavens nisse var lidt af en drilleping - Samuel fortalte med store øjne, om at han var kravlet op på fjernsynet hjemme hos en af pigerne... Så tænk sig, det var lige hvad han gjorde her, da han kom indenfor døren.

Julius fik lov at hjælpe med at flytte på Samuels triptrap stol.

Bortset fra det opførte han sig rimelig pænt mens Samuel var vågen. Men SÅ skal jeg love for at løjerne gik i gang! Der følger en dagbogs-ting med nissen hjem til børnene, som så skal læses højt dagen efter til rundkreds. Og ja, lad os bare sige at forældrene her i huset ikke kunne overskue de vilde stunts og lange skriblerier - så det blev til foto-dokumentation..... og det gik måske en lille smule over gevind.

Bamse viste Julius rundt i huset på motorcyklen.

Her ses Julius i Samuels sko på vej ud af døren for at undersøge kirken nedenunder .

Bamse, Postmand Per og legomændene holdt fest for gæsten, og ja, det gik lidt vildt for sig....

... meeen når man ser hvad de har fortærret af slik og sodavand er det måske heller ikke så mærkeligt.

Jeg tror, det var os, der havde mest sjov ud af at have nissen på besøg i den her omgang!

Honninghjerter og omsorg

2011-12-10T16:42:00.001Z

Hoste, feber og slaphed har præget husholdningen de sidste par dage. Samuel og jeg har været ramt, mens Duncan har ageret underholder/opvarter/far-og-hunsbond.

Heldigvis er det grumme ting søvn, omsorg og honninghjerter ikke kan gøre noget ved!

Jeg vil altså gerne gi' ham en gave

2011-12-09T09:12:00.000Z

Vi er så heldige ind imellem at "låne" Junettes børn. Forleden, da vi havde dem, snakkede vi om, at Sigurd havde fødselsdag i sidste uge og at i næste uge er det Samuels fødselsdag.

Sigurd blev helt stille og alvorlig og sagde ingenting. Til sidste spurgte jeg ham, om der var noget i vejen? Meget alvorligt og med store øjne kiggede han på mig og svarede: "Jeg vil altså gerne gi' ham en gave." Hvor sød har man lov at være? Vi blev enige om, at vi ville snakke med hans mor om det, for det kunne han da helt sikkert få lov til.

Ligesom Samuels omsorg rørte mig blev jeg helt overvældet af, hvor vigtigt det var for Sigurd at give en gave, når nu Samuel har fødselsdag. Det er så vigtigt for dem, at andre har det godt og bli'r fejret som de skal.

Det prikker til spørgsmålet hos mig som voksen, om jeg også giver den umiddelbare impuls om at give til andre lov til at komme først, eller om jeg er for hurtig til at begrave den i praktiske overvejelser? Og når det nu gælder Jesu' fødselsdag, hvordan fejrer jeg så den? Samuels skal jeg nok få markeret med kager, gæster og gaver. Til jul får vi også kager, der kommer gæster og vi skal have gaver. Anledningen er Jesu' fødselsdag, men kan han bruge gaverne til noget?

Jeg tror, det er vigtigt for ham - for Gud - at vi er gode og kærlige overfor hinanden - også i vores familier. Det er vigtigt at vi påskønner hinanden, for vi er afhængige af dem, der er omkring os, det er sådan han har skabt os. Samtidig ved jeg også, at vi skal vende os udover os selv også i julen. Måske særligt i julen. Vi kan sikkert altid gøre mere, men lidt har også ret. Nogen siger endda, at det er bedre at gøre lidt og tit end stort og tilfældigt.

Hvad gør du? Hvem vil du gerne have lov til at give en gave?

Advent 3. tekst

2011-12-07T18:30:00.000Z

Jeg har opdaget, at jeg har forvirret to forskellige udgaver af de 9 læsninger. Her gik jeg og troede, at der kun fandtes én. Så blev jeg så klog. Her fra følger jeg den tradition, som Tine har lavet sine smukke billeder til. Så her kommer en lille (men smuk) historie fra 1. Mosebog kapitel 22 vers 15-18.

"Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."

Billedet er malet af Tine Gjessø

Vi har plads

2011-12-07T08:57:00.001Z

Engelske carols hører advent og jul til herhjemme. Så i går morges satte Duncan for første gang i år en CD på med "O come, o come, Emmanuel" "The holly and the ivy", "Away in a manger" og mange flere.

Samuel blev helt stille og spurgte så sin far: "Hvorfor synger de?" Duncan fortalte, hvordan det, at Jesus blev født, gør mennesker glade, så de er nødt til at synge. Og så fik Samuel historien om, hvordan Maria og Josef måtte sove i noget, der minder om en garage, fordi der ikke var plads andre steder.

Samuel pege på gæsteværelset og sagde: "Vi har plads."

Og det har vi jo. Maria og Josef kunne da godt være på vores gæsteværelse.
At have et lille barn i huset som for første gang tænker, spørger og tager del i fejringen af julen gør, at jeg oplever mange ting igen. Samuels umiddelbare respons får mig til at tænke; giver jeg Jesus den plads han har brug for hos mig? Gør vi plads i vores familie, i vores hjem så de, der har brug for det, kan nyde godt af det, vi har men ikke selv bruger?

Og hvordan støtter jeg mit barn i at vise umiddelbar omsorg for andre på en måde, så han ikke giver mere end han har?

"Det andet lys blev tændt i Betlehem,
Guds søn sted ned fra Himlens høje
og delte jorden med os som sit hjem
med al dens fryd og al dens møje."
(2. vers af Johannes Johansens salme "Det første lys er Ordet, talt af Gud.)

Sinterklaas, Santa Claus og julemand

2011-12-06T18:03:00.001Z

Vores hollandske venner var til Sinterklaas-fest i weekenden. (Den egentlig fejring er d. 5. december om aftenen.) Sinterklaas blev til Santa Claus, da hollænderne befolkede New Amsterdam, der i dag hedder Manhattan. I Danmark kalder vi ham julemanden, men hans egentlige navn er Skt. Nikolaus. Skt. Nikolaus er helgen for flere ting, men bl.a. for børn og for søfart. Måske derfor han var og er populær i Holland.

Billedet er lånt fra Varldenshistoria.se

I Danmark er han også populær - men sjældent fordi han var biskop fra Myrra, Tyrkiret, i det tredje århundere, der blev helgenkåring på baggrund af stor barmhjertighed og sans for social uretfærdighed sammen med en vilje til at handle til fordel for de fattige. Særligt hjalp han børn, der var ilde stedt, med gaver i al hemmelighed. Den historie, jeg kender bedst, handler om tre piger fra en fattig familie, som faderen var tvunget til at sælge - han havde ikke de penge til medgift som var - og mange steder i verden stadig er - en nødvendighed for at sikre en pige ægteskab med en god mand. Nogle historier fortæller at faderens fattigdom var så stor, at skulle i gældsfængsel, og at pigerne skulle sælges til prostitution for at redde faderen. Under alle omstændigheder kom Nikolaus dem til hjælp. Det fortælles at han smed guld ned igennem skorstenen eller lagde guld i vindueskarmen, så pigernes fader ikke længere var i gæld eller så pigerne havde en medgift. I hvert fald gav han dem frihed og reddede dem fra en skæbne, som kvinder fortsat bliver tvunget ud i.

Jeg har hørt kristne diskutere, hvorvidt det er i orden at have julemanden som en del af julefejringen. Jeg tror, spørgsmålet må komme sig af ikke at kende historien bag manden med det hvide skæg og den sjove hue. (-som vel egentlig skulle være en bispehat). For det kan da kun være en god ting solidt at plante et menneske, der agerede i forhold til fattigdom og nød, og som brugte sin tro aktivt, midt i fejringen af, at Gud blev menneske? Mon ikke vi har brug for at blive mindet om at det nytter at gøre en forskel, og at julen ikke kun handler om at vende os indad midt i overflod, ønskesedler og gaveregn? Det kunne være dagen vi hver især besluttede hvem eller hvad, der skulle have en gave, fordi de lider nød eller kunne trænge til hjælpe ude fra. Uanset om de er børn, prostituerede eller sømænd.

På Charlottes Tro, Håb og Kærlighed kan du også læse om Skt. Nikolaus i dag.
Jeg fandt en blog, der handler om kirker navngivet efter Sct. Nicolaus. Den er skrevet af den kvinde, som har skrevet en bog om Skt. Nikolaus.

En almindelig mandag

2011-12-05T18:19:00.001Z

Jeg har ...
... oversat til dansk for en begejstret engelsktalende franskmand
... for første gang set Teletubbies
... moret mig over at lave jule-dril for familien

Jeg mærkede ...
... skuffelse på min brors vegne
... at der er ting fra mit fag, jeg troede, jeg havde glemt, men som jeg aktivt kan bruge.
... glæden ved at køre i min lille bil

Min mad var i dag ...
... den sædvanlige müsli til morgenmad
... pizza til frokost med den bedste hvidløgsolie, jeg længe har smagt!
... æble-krans og kaffe i et mørklagt køkken oplyst af stearinlys
... Duncans porre"strudel" til aften

Mit barn ...
... dansede af glæde, da han hørte om besøg hos bedste-vennen
... spillede klaver på sofabordet med stor autoritet
... prøver ihærdigt at sætte sig udover tissetrang og den slags banale menneske-ting.

Man når så meget på sådan en almindelig mandag.

2. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr

2011-12-04T19:00:00.001Z

Billedet er malet af Tine Gjessø

Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten.

Jeg kan ikk' fordrage snak om synd. Bare ordet har jeg det faktisk svært med. Jeg tror, min allergi kommer af en overdosis af fokus på synd, som det mennesker "gør" mht. sex og alkohol. Og underforstået, at det, der én gang er gjort, ikke kan gøres ugjort. (Jeg voksede op i en lille by med to store og levende kirker. Den ene var Metodistkirken, der efter min mening har et åbent menneskesyn, og den anden kirke er en noget anden udgave af dansk kristendom.)

Jeg er helt med på, at der er ting vi mennesker kan gøre helt galt. Og også at det ofte indeholder sex, alkohol/stoffer, penge og magt. Det er der historisk præsedens for. At vi ikke kan gøre gjort ugjort er også rigtigt, men jeg vil holde på, at mennesker kan forandres. Så kun at pege fingeren på de tydelige ting, som nogen kæmper med er for let, for uretfærdigt og for firkantet.

Egentlig skulle historien om Adam og Eva jo være en god én at læse i den sammenhæng. Her er hverken "forkert" sex, druk eller penge og store positioner at forvalte forkert. I stedet er det noget helt andet, en meget mere grundlæggende ting, der går galt: Menneskene svigter den tillid, de har fået, fordi de liige vil have lidt mere. Og da de bliver konfronteret med det, står de ikke ved det. I stedet skylder de skylden på hinanden. Så dét med at placere skyld til højre og venstre er altså gammelt nyt.

Ligesom det, at forsøge at overskride de begrænsninger, vi som mennesker én gang nu har fået, er en ur-synd. Der er ikke noget nyt i liiige at ville presse sig lidt længre, sove lidt mindre, lave lidt mere, tvinge lidt mere viden/ejendom/hjemmebag ind i sit liv end man egentlig magter.

Den forståelse af kristendommen mange danskere har, er præget af Luther. Luther mente, at den værste konsekvens af syndefaldet - altså, at Adam og Eva måtte forlade Paradisets nærhed til Gud - var bundløs skyld. Mennesket var synder og ville altid være det. Derfor er det også luthersk praksis at døbe børn, for at de skal høre Gud til. Wesley, som startede metodist bevægelsen, havde en anden forståelse; han mente, at den værste konsekvens ved menneskets oprør mod begrænsningerne givet af Gud, var døden. Både i fysisk forstand, men også i alt forgængeligt og forkrøblende. Hvor Luther så synd som skyld, der skulle straffes, forstod Wesley synd som en sygdom, der skulle helbredes. (Det skal lige understreges at faktisk sygdom IKKE anses som tegn på synd hos den, der er syg.)

Den forskel, der er mellem de to forståelser, har stor betydning for menneske-forståelse og for tanken om, hvordan verden i dag er sat sammen - og ikke mindst for, hvad der skal til, for at alt igen bli'r godt.

Den kirke tradition, der har præget min forståelse, gør, at jeg bruger historien om Adam og Eva til at forklare, hvorfor onde ting sker for gode mennesker. Hvorfor det meningsløse rammer og hvorfor jeg pludselig opdager, at jeg ikke gør godt, selvom jeg gør mit allerbedste: Det er fordi, der er gået noget helt grundlæggende galt i verden; som om noget er blevet en smule fordrejet i maskineriet - det fungerer godt nok, men det kører ikke længere i takt. Det er trist. Jo vist. Det er noget skidt, ind imellem.

(Og så er der selvfølgelig også hele spørgsmålet om vores frie vilje - det kommer vi til lidt senere.)

Heldigvis er Gud så sådan én, der sætter sig ned og syr en jakke. Beskrivelsen af Gud og hans ageren i historien, kan jeg godt li'. Jeg kan godt li' forestillingen om, at Gud forsøger at begrænse skaden, som en anden mor. Ganske vist er det ikke "Åh nej, nu har han fundet melet, bare han nu ikk også finder vandhanen" men "Åh nej, nu har de spist af træet, der gi'r visdom, de ikke kan styre - bare de nu ikk også gir' sig til at spise, så de får evigt liv. SÅ har vi balladen." Og så sætter han dem uden for døren. Men ikke før han har sørget for, at de har noget ordentligt overtøj på!

Fordi Gud her beskrives som omsorgsfuld forælder, tror jeg på, at det jeg har oplevet er sandt: At når ur-synden bryder ind i ens liv (uanset om det er gennem sygdom, egne fejl, uheld eller hvad det måtte være), så græder Gud også over uretfærdigheden og meningsløsheden. Imens syr han en jakke eller noget andet varmt, og tænker sig en plan, der kan åbne døren igen. For er der noget en omsorgsfuld forælder gerne vil, så er det da at tage barnets jakke af og sige "Velkommen hjem!"

Teksten bag denne reflektion kan du læse her.
Den første advents-reflektion finder du her.

Advent: 2. læsning

2011-12-04T11:00:00.000Z

Billede til 3. Mosebog kapitel 3 vers 8-22. Billedet er malet af Tine Gjessø.

Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«

Da sagde Gud Herren til slangen:
      »Fordi du har gjort dette,
      skal du være forbandet
      blandt alt kvæg
      og blandt alle vilde dyr.
      På din bug skal du krybe,
      og støv skal du æde,
      alle dine dage.
       Jeg sætter fjendskab
      mellem dig og kvinden,
      mellem dit afkom og hendes:
      Hendes afkom skal knuse dit hoved,
      og du skal bide hendes afkom i hælen.«

Til kvinden sagde han:
      »Jeg vil gøre dit svangerskab
      plagsomt og pinefuldt,
      i smerte skal du føde børn.
      Du skal begære din mand,
      og han skal herske over dig.«
Til Adam sagde han:
      »Fordi du lyttede til din kvinde
      og spiste af det træ,
      jeg forbød dig at spise af,
      skal agerjorden være forbandet for din skyld;
      med møje skal du skaffe dig føden
      alle dine dage.
      Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig,
      og du skal leve af markens planter.
      I dit ansigts sved
      skal du spise dit brød,
      indtil du vender tilbage til jorden,
      for af den er du taget.
      Ja, jord er du,
      og til jord skal du blive.«
Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!« Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.

Hvordan får du børn?

2011-12-03T19:30:00.001Z

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter.

For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige, som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.

Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: "Vi behøver slet ikk' gå i seng med hinanden for at lave et barn." Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.

Samuel står klar til at tage imod "lillebror" med flag - og Byggemand Bob hjelm.

Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var - og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.

Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes :-) Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.

Jeg tænkte "Så lille hun er" - men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været - og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en "lille" igen - og jeg tænkte "Vi skal også igang med at søge igen." Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.

Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.

Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli'r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.

Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er "dit", uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.

Kagebagedag

2011-12-02T00:00:00.000Z

En af forberedelserne til julen for mig er at mødes med en veninde til kagebagedag. Vi har hver især med til et par kager eller tre, og når vi går hjem, har vi så dobbelt så mange med os. Det er så hyggeligt at bruge en dag i køkkenet sammen. Vi er, synes jeg, sammen på en anden måde, når der er arbejde, der skal laves. Og så er der selvfølgelig tid til at drikke the, snakke, prøve smage, fjante og i år nusse den baby, der var med.

Vanillekranse.

Farmors gamle maskine kom frem. Den er vist ikke hvad den har været.
Vælger i hvert fald at gi' den skylden for, at vanillekransene blev ujævne!

Essentielle ingredienser.

Et af dette års nyheder: Panforte efter opskriften i BoligLiv.

En af de traditionelle småkager kaldet "juleguf".

Advent - 1. reflektion

2011-12-01T19:34:00.001Z

Har du set Benjamin Button? Filmen er historien om et barn, der fødes som olding. Efterhånden som han vokser op, bliver han yngre og yngre. Man ved i filmen aldrig, hvordan han kom til verden, eller hvem, der lagde ham på trappetrinnet hvor han bliver fundet. Men han var grim; rynket, kroget, skrøbelig og lille. Helt forkert at se på. Kvinden, der tager ham til sig, siger som forklaring på, hvorfor hun vil beholde ham "He too is a child of God."

Dét syntes jeg var meget stærkt og smukt. At forståelsen for et andet menneske som værende Guds barn gik fremfor alle andre tanker om det menneske. Det er en respekt og en kærlighed, som ikke skyldes personen foran én, men som skyldes noget andet og større. Hvis alle mennesker før alt andet er Guds børn (Og Gud er god og værd at være barn af) så må disse børn, disse mennesker, behandles som jeg ville behandle børn af nogen, jeg holder af...

Jeg kom til at tænke på Benjamin Button og kvindens udsagn, fordi den første af de ni tekster fra bibelen, der udgør et resume af historien om Gud og mennesker, handler om, hvor mennesker kommer fra: Og at her står hvordan Gud skabte alting og "så at det var godt", at han skabte mennesker til at ligne ham, og han velsignede dem. "I sit billede" betyder det, det siger; at mennesker er skabt til at ligne Gud - måske ikke fysisk (men måske?), men i hvert fald indad til. Vi har evnen til at skabe, til at glædes, til at elske - vi kan vokse og udvikle og vi kan tage ansvar for os selv og dem omkring os. Mænd og kvinder er "meningen".

Der findes en bog, som hedder "Sandt menneske". Bogen er skrevet af munken Wilfrid Stinissen, og en af hans første pointer i bogen er, at mennesket først og fremmest er skabt og velsignet af Gud. Ofte i den lære om Gud, der findes i vores del af verden, lægges der enorm vægt på, at mennesker er syndere, at vi er "gået i stykker" eller "stukket af" fra Gud. Tit er det her historien om mennesket starter: at vi har vendt os væk fra Gud, og ikke selv er istand til at komme tilbage. Vi er med andre ord udelukkede fra Guds kærlighed, hvorfor der også lægges stor vægt på behovet for frelse: Det er nødvendigt for mennesket at blive reddet. Stinissen stiller ikke spørgsmålstegn ved rigtigheden af de to ting. Men han påstår at de bliver skæv-vredne, hvis de står for sig selv. Det er nødvendigt med det tredje ben, der er den første velsignelse.

Mennesket er ikke først og fremmest synder. Mennesket er først og fremmest velsignet.

Den tanke kan jeg godt lide. Sandsynligvis fordi den falder i trit med den tankegang jeg kender fra min kirketradition. Nok er der ting, der går galt for os mennesker. Og vel er verden (og jeg) ikke som man (jeg) kunne ønske det. Men kapaciteten, evnen, til at kende og gøre godt findes, fordi Gud fra allerførste færd har velsignet mig.

Man holdt engang i Kirkens historie fast på, at al sand Gudserkendelse også var selv-erkendelse. For hvis jeg forstå noget om Gud, forstår jeg også noget om mig selv. Lærer jeg Ham, der har skabt mig til at ligne sig, bedre at kende, lærer jeg også om mig sekv. Og man kan vel så også sige, at lærer jeg mig selv at kende lærer jeg også Gud at kende.

For mig handler det om at lære forholdet mellem at være menneske eller Gud at kende. Noget, der er en konstant udfordring for os mennesker. (Og mere om det efter næste tekst.)

Starten på historien om Gud og mennesker er god, synes jeg. Den minder om, at alting er sat på en sikker grund fra starten. At meningen med mennesker og verden er Gud - også her i mørket, hvor mennesker bli'r alvorligt syge og børn lider overlast. At jeg er lavet i "Guds billede" med min lyst til grøn neglelak, svedne vanillekranse og bekymringer over dit og dat.

Tror du på skabelse? Har du nogensinde set på et menneske og vidst, at det var et Guds barn?

"Den Gud, hvis liv er Ånden,
han åndede på dig,
fordi han ville skabe
dig til at elske sig.
Hver gang du er af sandhed
og kærligt spiller ud,
så ligner du din skaber,
så ærer du din Gud."
(5. og sidste vers af Holger Lissners salme "Den Gud, der skabte lyset" fra 1985)

BIbelteksten til denne reflektion er fra 1. Mosebog kapitel 1

Advent - 1. læsning

2011-12-01T17:00:00.000Z

Den første af de 9 læsninger er fra bibelens begyndelse: 1. Mosebog kapitel 1 versene 1-8, vers 26-28 og vers 31 til kapitel 2 vers 4. Jeg tager den fra Bibelselskabets bibel på nettet - dvs. den autoriserede oversættelse. Jeg har fjernet versmærkerne.

Desværre har Tine ikke et billede til denne tekst.

Verdens skabelse

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«

Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag. Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

Det var himlens og jordens skabelseshistorie.

World Aids Day

2011-12-01T09:10:00.001Z

Kender du nogen med AIDS? Jeg gør ikke - tror jeg. Desværre er det sådan, at AIDS og HIV er nogle af de sygdomme, som bærer på så mange tabuer, at det kan være svært åbent at tale om at være smittet.
Derudover er AIDS og HIV bl.a. på det afrikanske kontinent et enormt problem, fordi så mange voksne er smittede, at den voksne del af befolkningen nogen steder nærmest er udryddet. Mange børn vokser op med syge og svækkede forældre eller helt uden forældre fordi den medicin og behandling, der findes, ikke er tilgængelig.

Derfor er World Aids Day, som det er i dag, en vigtig dag. Dels for at gøre opmærksom på konsekvenserne af ubehandlet AIDS/HIV men også i et forsøg på at komme tabuerne til livs. AIDS-Fondet i Danmark har lanceret en kampagne, som skal gøre op med danskernes fordomme overfor AIDS - Rytteriet har lavet et par ret sjove videoer, og så er der en test, der kan vise graden af ens AIDS-fobi. Jeg lider af AIDS-fobi i let grad, og er bange for at det bunder i uvidenhed som de fleste andre fordomme gør.

For mig er AIDS dagen vigtig, fordi der bliver større fokus på adoption af børn med HIV og AIDS. Fordi man kan leve så godt med AIDS og HIV, når bare det er velbehandlet, er der ingen grund til hvorfor smittede børn ikke også skal have lov til at få en familie. Det kan du læse mere om på AC børnehjælps hjemmeside. AC børnehjælp hjælper blandt ved at støtte børnehjem i Etiopien for HIV smittede børn.

Advent - Er der en mening?

2011-11-28T14:01:00.001Z

Glædelig advent! Så er nedtællingen til julen er begyndt og forberedelserne til højtiden kan begynde. Og i morgen bliver det endda 1. december. Men jul er det vel ikke endnu, er det? Eller hvad synes du?

For mig er det advent nu. Julen starter først om godt 24 dage. Forberedelserne, glæden og forventningen starter længe inden - de er i gang. Og på den måde kan man vel godt sige, at julen allerede trænger igennem.

På den måde er det også det advent egentlig går ud på: at forberede sig til det, der kommer. Og efter advent er det Jesus, der kommer; det lille menneskebarn, som dog er Gud, der bliver født ind i vores verden. Og så er advent også en forberedelse af os selv til at tage imod Jesus, som den konge han også er.

Advent er en periode, som i kirken har til funktion at gøre os klar til at tage imod det, Gud vil give os: liv med mening, en redningsmand og et håb for fremtiden. Advent peger både tilbage mod barnet, der blev født for mange, mange år siden og frem til universets konge, som engang skal gøre alting godt og ret.

Jeg vil forsøge at markere advent i år på en måde jeg ikke før har gjort. Tidligere har jeg læst særlige adventsbøger - lidt lige som en julekalender, bare med historier, tanker, spørgsmål og bønner til eftertanke. Måske gør jeg også det i år. Under alle omstændigheder vil jeg her på bloggen frem til d. 25. december og de tolv juledage ud reflektere over advent, forventning, forberedelse, Gud og mig ved hjælp af salmer, bøger og de 9 læsninger.

De 9 læsninger er ni bibeltekster, som er en slags resume af historien mellem Gud og mennesker. De ni tekster bliver ofte brugt i forbindelse med en musisk gudstjeneste op mod jul her i Danmark.
Men da de 9 læsnigner opsummerer den kristne fortælling vil jeg samle mig om dem.

Jeg gør det, fordi jeg gerne vil have min advent og jul skal handle om andet og mere end lys, bagværk og gaver selvom det altsammen er godt og glædeligt. Jeg er ikke altid sikker på, hvilken mening julen har som højtid udover kirkens vægge. Det er ikke fordi jeg er i tvivl om betydningen af at Gud blev menneske - selvom jeg næppe fatter det til bunds. Jeg kan også godt acceptere, at der er ting i historien som jomfru-fødsel og englebesøg, der langt overstiger min fantasi og videnskabelige forståelse. Det er mere hvilken betydning det, at mennesket er værdifuldt fordi Gud selv blev menneske, og at der er en større plan med mig og verden, jeg ikke altid kan få til at hægne sammen med vanillekranse og ønskesedler.

Måske gør de det ikke. Måske gør de. I hvert fald kunne jeg godt tænke mig, at se lidt nærmere på det her i december måned. Hvis du også bliver inspireret, nysgerrig eller kan hjælpe på vej, vil det være dejligt!

Helt praktisk om de ni læsninger
Tine Gjessø har givet mig lov til at bruge billeder, hun har malet netop til disse ni bibel-tekster.
Jeg starter hver tekst med at udgive teksten og Tines billede, og derefter i en seperat post udgiver jeg mine tanker.

Lidt ord

2011-11-24T07:47:00.001Z

"Den egentlige definition på kvindelig styrke er, at have styrken til at være sårbar og tillidsfuld." (Jill Cuniff fra Luscious Jack)

"Det er ikke altid let at finde lykken i sig selv, men det er umuligt at finde den andetsteds." (Agnes Replier)

"Der er en mikroskopisk tynd linje imellem at være superkreativ og at opføre sig som den største idiot i verden. Så hva', spring ud i det!" (Cynthia Heimel)

Udfordrende genbrug

2011-11-23T18:51:00.001Z

Jeg ved godt de fleste er begyndt at gøre klar til advent. Det kommer også her. Ligenu er det bare noget helt, helt andet jeg går og spekulerer over.

Vi har i flere år sat glas og papir til side. Det gør de fleste. Da vi for år tilbage flyttede til Vejle, lærte vi, at man her i kommunen også sorterer almindeligt affald i en sort og en grøn pose: det, der kan kompostere og det, der ikke kan. Også rimelig nemt, hvis man er vant til en kompostbunke, eller kan lide tanken om, at det, der kan puttes tilbage i jorden, bliver det. Derudover har man i Vejle et temmelig detaljeret affaldssystem på lossepladsen. Man kan, hvis man vil, virkelig gå til den, når det kommer til at genbruge.

Det betød at vi begyndte også at sorterer dåser og metal fra. Altså ud over spraydåser, ituslået glas og hvad der ellers kan være, af særlige emner.

Men for et stykke tid blev vi så enige om, at der da måtte være noget af al den plastik, vi bruger i dagligdagen, som også kan genbruges og derfor ikke skal smides i den almindelige skraldespand? Jo tak! Jeg siger dig, når man først bevæger sig derud, er der godt nok meget, som ikke skal i skraldespanden. Ble-poserne, emballagen fra nødder, hostepastiller og flødeost for ikke at nævne kød-bakker og indpakning til legetøj og beholdere til vitaminpiller og opvaskemiddel. Det hober sig op, og betyder at turen til lossepladsen er blevet noget mere jævnlig end ellers.

Jeg brokker mig ikke - det er jo mig selv og min samvittighed, der har fundet på det. Og det er som end godt nok. Det gør mig godt at vide, jeg gør, hvad jeg kan for at minimere vores affald. Også selvom plastik ikke er så rent et genbrugsmateriale som eks. papir; plastik bliver en smule ringere i kvalitet for hver gang det bruges, for til sidst at være en ubrugelig gift-masse. Det bedste ville sådan set være at undgå det helt.

Den virkelig udfordring ved hele "re-use, re-duce, re-cycle" (brug det igen, brug mindre og brug genbrug) tankegangen er, at jeg finder, jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvor der ikke genbruges. Og den opmærksomhed er ikke altid behagelig; jeg har lyst til at gøre folk opmærksomme på deres spild: "Ku' vi ikke lige bruge det sidste af det brød?", "Ved du, at den dåse kunne genbruges?", "Har du set, der er et genbrugstegn på denne her beholder?". Jeg er i farezonen for at blive en bedre-vidende-do-good'er, der forarges og irriteres over andres vaner.

Jeg tænker, at det er en af de store udfordringer ved enhver livsstils ændring: ikke at blive bedrevidende og prædike omvendelse til sine omgivelser konstant. Som når nogen er blevet ikke-ryger og pludselig angriber andre rygere, eller én har fundet lykken ved ikke at spise brød eller ved at sende børnene til en bestemt behandler for børneeksem. Der er ikke noget værre end at få at vide, man burde have dårlig samvittighed eller kunne gøre det bedre af en anden. Og slet ikke, hvis den anden virker som om, de totalt har deres på det tørre.

Jeg har ikke mit på det tørre. Jeg er ikke miljø-aktivist eller helgen på området. Jeg har lige købt to bakker jordbær - ikke just den slags forbrug, der presser butikskæder til at sælge frugt, der passer til årstiden. Jeg kunne gøre meget mere ved mit forbrug, hvis jeg virkelig gav mig til at tænke vores tøj-køb igennem f.eks. Men men... jeg synes, det er vigtigt, at vi er opmærksomme på små ting som vores personlige affald. *Suk* Hvordan tøjler I tungen, når andres vaner irriterer jer? (Eller er det slet ikke en situation, der opstår for dig? Og hvis ikke - hvordan gør du det?)

Baby shower på mexikansk

2011-11-21T20:03:00.000Z

Lørdag var jeg til babyshower med en flok mexikanske piger, som forstår at lege, grine og hygge sig! Det er anden gang, jeg har været med, men første gang forstod jeg ikke en helt masse. Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg også nok at gøre med at finde en grimasse, der ku' passe dengang. Vi var endnu ikke endelig godkendte som adoptanter, så det var lettere anstrengt at skulle være med til at fejre et barn, som ikke var født endnu.

Men dén her gang var det sjovt! Dels er jeg mor og ovre besværet med andres maver, og dels har jeg nu forstået at et baby shower i den mexikanske kultur er en big deal. Og så er det sjovt, og der har gået hemmelige beskeder rundt i flere uger for at planlægge det hele.

Tanten og kusinen. Eller det vil sige svigermoren ogsviger kusinen.
Læg mærke til de fine navneskilte. Der bliver virkelig gjort noget ud af alle små detaljer!

Vanessa, som er min "svigerkusine" (gift med min fætter), troede hun skulle til fødselsdag. Istedet kom hun til et hus pyntet efter alle kunstens regler med servietter, roser og storke i lyserødt. Er der noget jeg kan li' ved måden de her piger fejrer hinanden, så er det at de går "all in". Der er ikke sparet på detaljerne, og de er gavmilde med gaver, knus og "åh'er".

Kage lavet af bleer i forskellige størrelser dekoreret med bamser, rangler og andet godt til baby.

Et babyshower går ud på at snakke baby, lege og grine. Jeg har forstået, at der er nogle regler, som går igen: Alle medbringer en gave til hende, der venter sig - men der må ikke stå navn på. For én af legene er, at den kommende mor skal gætte hvem hver gave er fra. Derudover har alle også en lille gave med, som fungerer som præmie til de forskellige konkurrencer og lege. Eksempelvis skal man ved hjælp af toiletpapir gætte omkredsen af maven - og lad os bare sige at jeg tydeligvis ikke er god til øjemål! Der er krydsord og ord-puslerier, sortering af vingummisutter med pinde alt sammen med baby-verdenen som tema.

Muffins med den lækreste lyserøde glasur.

Og så er der selvfølgelig mad, slik og kager. Jeg var lidt spændt på, hvor meget creme fraiche jeg ville få brug for. Men selvom chillien gik igen i både fajitah og kyllinge retter kunne selv jeg være med.
Kun min tante og jeg taler ikke spansk (selvom hun i det mindste har en eksamen i at forstå bare noget), men det er meget sundt nogle gange at være den, der skal have alting oversat. Og dét var de gode til, de leende og animerede piger. Selvom traditionen er fremmed, og sproget ikke er fælles, synes jeg, vi fik glædet os og sammen ønsket lykke til til det lille liv, der er på vej ind i verden!

Små sko som party favours til alle gæster.

Double-decker mud cake

2011-11-21T09:25:00.001Z

Jeg var til et vaskeægte babyshower i lørdags. Der skal nok komme lidt billeder og en forklaring - for det er altså sjovt!

Mit bidrag til festen - udover at forsøge at forstå så meget som muligt af det spanske, der føg om ørene på mig - var en kage. Det skulle have været en mud cake, men endte med at være tungere og mere "death-by-chocolate"-agtig. Ikke desto mindre var den rigtig, rigtig god. Hvis man kan lide chokolade, og hvem kan ikke det?! Jeg lovede de tilstedeværende amigas opskriften, somer på engelsk.

Og hvis du laver den, vil du så ikke tage et billede og sende til mig? For min blev overhovedet ikke som billedet i bogen lovede.... Måske lykkes det for dig!?

Double-decker mud cake:
250g butter, chopped
150g white cooking chocolate, chopped
2 cups (440g) caster sugar (=alm. sukker)
1 cup (250ml) milk
1 1/2 cups (225g) plains flour
1/2 cup (75g) self-raising flour *
1 teaspoon vanilla essence
2 eggs, beaten lightly
2 tablespoons cocoa powder
600g milk cooking chocolate, chopped coarsely
1 cup (250 ml) cream

Preheat oven to slow (=150 grader). Grease two deep 20 cm. round cake pans; line the bases with baking paper.
Combine butter, white chocolate, sugar and milk in medium saucepan; stir over heatm without boiling, until smooth. Transfer mixture to large bowl; cool 15 minuntes.
Whisk sifted flours into white chocolate mixture then whisk in essence and egg; pour half of the mixture into one of the prepared pans. Whisk sifted cocoa powder into remaining mixture; pour into other prepared pan.
Bake cakes in slow oven (=150 grader) about 50 minutes. Stand cakes in pans 5 minutes; turn cakes, top-side up, onto wire rack to cool.
Combine milk chocolate and cream in medium saucepan; stir over low heat until smooth. TRansfer to medium bowl. Cover; refrigerate, stirring occasionally, until chocolate mixture is of a spreadable consistency. reserve 1 cup of the chocolate mixture for spreading over the cake.
Split** each cooled cake in half. Place on layer of the cake on serving plate; spread with 1/2 cup of the remaining milk chocolate mixture. Repeat layering, alternating colours. Cover top and sides of cake with reserved chocolate mixture.

Serves 10.

*Man kan lave self-raising flour ved at putte ca. to tsk. bagepulver i 1 cup almindeligt mel.
** Det var her min kage ikke levede op til opskriften. Jeg fik lagkage bunde ud af ovnen, men selv som mere bastante lag, fungerede kagen fint. Og der var mere end nok til 10!

Skrub hjem

2011-11-20T10:15:00.001Z

Da jeg i går var ude at køre over den jyske hede, hørte jeg pludselig mig selv i radioen. På P1. Det er ikke hver dag der sker, så jeg var mildest talt en smule overrasket.

Netværket på P1 handlede i går om racisme, og tog bl.a. fat i hvordan flere og flere adopterede oplever racisme. "Ja, det kender vi da til", tænkte jeg, og hørte pludselig mig selv fortælle om min oplevelse med racisme i marts.

Programmet havde nogle rigtig gode pointer og stillede nogle særdeles relevante spørgsmål. Og så turde de tre, der var med, at være ærlige om deres egne tanker og oplevelser med racisme. For vi kender alle sammen fordommende - spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer dem.
Uanset hvad andel min fortælling havde i at programmet blev til, er jeg rigtig godt tilfreds med, racisme i Danmark bliver taget op på en undersøgende og spørgende måde, som tør kigge indad også. Så det, jeg ønskede for lidt mere end et halvt år siden er (måske) lykkedes: (Måske) Er vi ved at blive opmærksomme på, at racisme findes i Danmark - uanset hvor gerne vi ville, at hudfarve, religion og kultur ikke har noget at sige her.

Her kan du høre Netværket med "Skrub hjem hvor du kommer fra"

Man skal fejre

2011-11-18T18:36:00.001Z

Det er vigtigt at fejre sine mål - og delmål. Højtider og mindedage, det giver sig selv. Men man skal - efter min bedste overbevisnin - fejre så meget man kan komme afsted med.

Derfor har jeg allerede investeret i min "hurra jeg er raskmeldt, tillykke til mig"-gave. Det manglede da bare. Et par überlækre sko, som nu skal stå og heppe, klar til at hoppe i for at fejre!

Selvopfundne regler

2011-11-16T19:24:00.001Z

Kender du til at sætte regler op for dig selv uden at lægge mærke til det? Regler, som betyder, at du kommer til at spænde ben for dig selv?

Gennem de sidste år med stress og depression er jeg blevet opmærksom på, at det er et mønster jeg deler med rigtig mange. Der er noget man gerne vil, og som man gør med glæde, men på et tidspunkt begynder man at stille regler op: "når jeg bager rugbrød, skal det være på surdej", "når jeg svømmer, skal jeg svømme 10 baner", "når jeg løber skal det være 10 km", "når jeg laver mad, skal der være to slags gøntsager","når jeg ... så skal jeg..." Lige så langsomt betyder det lille "skal" at glæden forsvinder ved det, der tidligere var sjovt. Fra at have været frit, er det blevet til forventninger, der skal leves op til. Forventninger man vel og mærke selv har besluttet.

Hos mig foregår det ganske ubevidst, og starter som regel med et oprigtigt ønske om at gøre det godt. For eksempel opdagede jeg for et stykke tid siden, at jeg havde lavet en "regel" om et brev, jeg skulle svare på: uden at have lagt mærke til det, havde jeg bevæget mig fra "jeg skal svare på brevet" til "jeg skal svare på brevet og dekorere det sjovt". Med det resultat at jeg ikke kunne overskue at svare på brevet, for jeg havde slet ikke overskud til at dekorere.

"Reglen" er første led i en ond cirkel, der kan lede til dårlig samvittighed, efterfulgt af en følelse af skam over ikke at kunne skrive brevet/orke to slags grøntsager/have opgivet at løbe, som så igen giver dårligt selvværd. En rigtig dårlig cocktail på en skidt dag. Oplagt til at finde hammeren frem til at slå sig selv i hovedet med.

Det er klart en cirkel, som hos mig - og andre, så vidt jeg kan se - har tendens til at fungere optimalt under pres. Forstået på den måde, at mekanismen med at sætte faste regler op for sig selv, kan være en god indikator på en stresset periode. Af en eller anden grund er det sværere at se sig ud over selv-opfundne regler, når man er presset. For måske handler de selv-opfundne regler i bund og grund om gerne at ville være god nok. Så måske er den bedste hjælp vi kan give hinanden, at fortælle os, at vi er elskede uanset om vi løber 10 km, syr vores tøj selv eller altid genbruger.

For mit vedkommende kom hjælpen denne gang i form af det befriende spørgsmål: "Hvem siger breve skal være dekorerede?" Ja, hvem siger egentlig det? Så denne weekend tror jeg, jeg tager fri fra selvopfundne regler. Altså når først den dobbelte mud pie til festen lørdag er bagt, og det der brev er blevet dekoreret forstås.

En enkel handling

2011-11-16T10:49:00.001Z

Det er ved at være en måned siden jeg lagde løg i jorden. Det er en efterårsting, der hører sig til. En af de sidste aktiviteter i haven, inden efteråret for alvor bliver for koldt til haven og dens arbejde. Jeg kan godt lide det. Det er sådan en enkel handling, der er fyldt med håb. En lille trosbekendelse, kan man vil kalde det.

Løgene bliver lagt i en kold jord, der er ved at lukke ned for vinteren. Men vi lægger det, fordi vi ved, der på den anden side af vinterens mørke og kulde igen kommer forår med sol og varme. De små knolde har de smukkeste blomster inden i sig: knasende sprøde tulipaner og stolt knejsende påskeliljer. Man kan kun se det, fordi man ved, det er sådan.

I fuldkommen tillid til at det igen bliver forår lægger jeg løgene i mulden. Jeg tror på, at vinter igen bliver vendt til sommer, derfor graver jeg et lille hul, sætter løget i for igen at dække det til. Væk er det.

Og alligevel er det ikke væk, for jeg ved de ligger der og venter. Inden i mig bliver den viden til håb for foråret og en frydefuld forventning om det lys, der igen kommer.

Propfyldt og Peter Plys

2011-11-03T07:44:00.000Z

Jeg gi'r ingen mening på et dybere plan for tiden. Eller, når det gør jeg vel, men det er noget iboende, ikke noget jeg bidrager til i særlig grad. Forstå mig ret: Jeg er hverken kulsort i humøret eller ganske modløs og håbløs, hvad angår min eksistensberettigelse eller mine fremtidsudsigter. Men jeg er simpelthen så propfyldt af den process, jeg er i gang med, at der ikke kommer ret meget ud af min mund, min blog eller andet, der giver mening. Jeg siger ét ord, men mente et andet. Jeg kan ikke koncentrere mig, og har igen brug for at sove, sove, sove. Kroppen er øm, og hovedet tungt. Så jeg er stille selskab igen.

Måske det er derfor Samuels nye vendespil fortrinsvist bliver spillet om aftenen af hans forældre? Det er slet ikke så let at se/huske forskellen mellem Peter Plys, der går tur med Grisling, eller Peter Plys, der sidder ned med Grislingen. Ham Plysbjørn er skam ikke bare for sjov.

Assisterende drømmefanger

2011-10-21T06:47:00.000Z

Der er nogle ting, som er værd at beskæftige sig med mere end én gang.

Jeg synes, adoption er én af de ting. Selvfølgelig fordi jeg selv har det inde på livet. Men også fordi, det er noget, som forholdsvist mange kender til, men som vi alligevel ikke nødvendigvis ved en hel masse om. For nogen tid siden skrev jeg om "Adoption frem i lyset", hvor jeg fortalte om Trine Brix.

Udover at være en gæv kvinde, mor og coach har Trine sat sig en væsentlig opgave; nemlig at fremme forståelsen for processen omkring adoption, det at være familie med adoption som en del af livet, og ikke mindst at fremme forståelsen og accepten af børn, der adopterede og deres særlige vilkår generelt i samfundet. Det gør hun bl.a. gennem workshops og samtaler, men er også dygtig til at få artikler og interviews i pressen. På hendes blog har hun regelmæssigt interviews med mennesker, som på en eller anden måde kender til adoption på nært hold.

Nu har Trine så fået en ny hjemmeside, og i den anledning er der en give away, som det så småt er sidste chance for at være i. (Den trækkes d. 14. oktober) Pakken, der udloddes, er Henrik Lund og Liller Møllers signerede bog og DVD'en "Hvilken planet kommer du fra" - som er en rigtig sød historie til børn om at være adopteret set fra en lille piges side.

Vil du være med i lodtrækningen, så gå ind på Trine Brix's facebook side og se mere.

På trinebrix.dk kan du også skrive dig op til Trines månedlige nyhedsbrev. Dét skal jeg i hvert fald ha' gjort!

Kage på et højere plan

2011-10-20T08:40:00.000Z

Jeg er nødt til at vise jer kagen fra i søndags. Den var et mindre mesterværk - Postmand Per, Emil og den røde bil.

Af ren og skær begejstring var Samuel nødt til at danse og synge Postmand Per sangen. Og figurene af Per og Emil ligger stadig i køleskabet - Samuel synes ikke, de sådan uden videre kan spises. Alene bilen var vi nødt til at snakke om, hvorvidt Per ville blive ked af, at vi spiste.

Ikke alene ser den godt ud. Den smagte også fantastisk! Rig chokolade og lime creme.... mums.

Jeg tror - en personlig tros-bekendelse

2011-10-16T20:33:00.003Z

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".

Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!

Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:

"Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.

Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en.

Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.

Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.

Jeg er taknemmelig!"

Den kræver nok lidt engelsk-kundskab

2011-10-14T07:00:00.000Z

Det hele bli'r så teknisk't nu om dage.
Måske husker du, da munkene skulle lære det nye bog-system, dengang alle kæmpede med at lære computeren at kende.

En gammel engelsk komiker har vendt alt det med Apple, X-Box og Blackberry på hovedet. Her hjemme måtte vi le en anelse....

Om breve og længsel

2011-10-13T07:44:00.000Z

Et godt, gammeldags postkasse-brev dumpede ind af brevsprækken. Det er ikke så ofte det sker, som det var en gang. På efterskolen og de første år i England var der en lind strøm af breve frem og tilbage mellem mig, venner og familie.

Nu bruger vi email. Eller ringer sammen, hvis det da ikke "bare" bli'r til en sms eller facebook hilsen. Det er også alt sammen rigtig godt. Men et brev lander tungere. Der er noget særligt ved at kunne holde ens hilsen i hånden, og se den andens håndskrift.

Undskyldningen er, at det er blevet så dyrt at sende et brev. Det er det da også, men på den anden side bruger jeg rask væk 8 kroner på så meget andet, hvor jeg ikke skænker det en tanke. Jeg tror, jeg vil oppe mig med brevskrivningen. Bare lidt. Inden postvæsenet pakker helt sammen.

Brevet jeg fik forleden var af den smukke slags. Dekoreret med billeder og tegninger. Kan I huske det? Og de kuverter man foldede af magasiner og fint papir?

Min veninde, der skrev er en viis kvinde. Det nærer min sjæl at snakke - og nu også at skrive - med hende. Spørgsmålet hendes brev efterlod hos mig var: "Hvorfor formes min tillid så lidt af min længsel?"

Når jeg ved, hvad jeg længes efter - fordybelse, nærhed med Gud, mig selv og mine kære. Når den dybe ro, enkeltheden og den umiddelbare glæde er min længsel, hvorfor leder den mig så ikke tættere på?

Måske kan spørgsmålet også sætte en tanke i gang hos dig.

I morges fandt jeg denne lille bøn:

"Treenige Gud, kom til os som morgendug.

Antænd i os din kærlighed

og led os i vores længsel."

Ingen smalle steder her

2011-10-10T06:19:00.000Z

Næh nej. Når Bamse bli'r så sulten, at det kan ses på ham, så skal han skam også have havregrød. Den slags forstår en næsten-tre-årig skam kun alt for godt. Og så må forældrene bare følge trop. For selvfølgelig. Der skal ikke være nogen smalle steder, hvad angår havregrød her.

Øh... Der må være en dybere mening

2011-10-09T17:40:00.002Z

Nogle gange, så formår verden og andre mennesker at overraske. På den sjove måde.

"Anne, Samuel... Kom lige her og se." "Hvad er det?" "Øh.... Det kan jeg ikke rigtig forklare. Det skal vist ses."

Jo tak, det tror jeg gerne! Udenfor vores vindue, i gyden mellem kirken og bygningen ved siden af var en samling unge mennesker i færd med at sætte hinanden i klemme det rækværk, der er på den anden bygning. Efter at have stået et stykke tid og diskuteret om de mon var gymnaster, parcour-folk eller bare spøjse, stak jeg hovedet ud af vindet: "Øh, hej! Hvad er det I laver?"

De var, fortalte en danske pige, en østrigsk gruppe performers, der var ved at lave øvelser til en video-installation til en kunstmesse på Spinderihallerne i Vejle til på fredag. Aha.

Jeg ved ikke, om jeg blev klogere på, hvad de havde gang i, af dét svar. Men det skulle man så efter sigende blive af at møde op til "Choosing Another Strategy". Øvelsen er en del af "Machine Raum". Jeg er vist nødt til at kigge derned. Jeg mener, der må da være en dybere mening med at stå på hovedet i et rækværk? Jeg la'r lige billedet stå:

Smukke georginer

2011-10-09T07:54:00.001Z

Klart solskin, frisk vind og den slags fuglesang, som man kun hører om foråret og om efteråret - sådan var vejret her i går. Mine georginer er endelig kommer rigtigt i gang. Særligt den helt enkle, knald-gule har ladet vente på sig.

Men nu hvor de alle blomstrer, og den gule rose også lige har sat et par blomster for at være med, kan jeg se, at det jeg tænkte, da Lina og jeg sad og studerede georgine-billeder i foråret var rigtig nok. Den lyserøde og den gule bliver bundet rigtig fint sammen af de koralfarvede blomster. Og sammen er de to koralfarvede damer et dejligt selskab. Der skulle have været en tredje lidt mere kobberfarvet, men den gik desværre til på rejsen fra England. Til gengæld er mine stolte kavalerer så vældigt høje og flotte.

Nu hvor det hele rigtigt er i gang og tager sig ud må nattefrosten egentlig gerne lade vente på sig - bare et par uger!

Da flyene lettede

2011-10-07T17:03:00.001Z

Da flyene lettede fra England for at gå i krig i Afghanistan, sad jeg i et store klasseværelse på mit nye college og pakkede blade sammen med en masse andre, mens vi så på fjernsynet, hvordan det, der havde rystet os nogle uger tidligere, nu sendte vores lande i krig. Jeg kan huske stemningen blive alvorlig, nervøs og at tanken om, hvad i alverden jeg lavede i et andet land, hvis der virkelig blev krig - altså krig hos os, for ingen turde jo dengang sige noget om rækkevidden af det, der var sket.

Om aftenen samledes en flok af os i skolens lille kirkerum for at be' for den nye udvikling. For vores valgte ledere, for soldaterne, befolkningen i Afghanistan, og hvad man ellers kunne komme på at be' for, som et ungt, idealistisk menneske.

Vi sad i en ring oppe foran alteret. Jeg blev siddende længe i mine egne tanker, mens andre lige så langsomt gik videre med deres aften. Da jeg endelig kiggede omkring mig, var jeg den eneste tilbage - med undtagelse af en ung fyr, der også gik i min klasse. Den første weekend havde han taget mig og en anden på en længe vandretur i området omkring skolen. Cliff College ligger i Peak District, som er noget så smukt.
Vi faldt i snak, og hele den aften sad vi i kapellet og snakkede om alt mellem himmel og jord.

Ligenu sidder han med vores søn på skødet og ser Postmand Per. Vi kender ikke rækkevidden af vores handlinger nu og her - men det betyder ikke, at de er ligegyldige i det lange løb!

Tillykke til Jeanne

2011-10-07T16:48:00.001Z

Så blev det fredag, og den heldige modtager af min give-away med "Kan man spise softice med pinde" skal have besked. Alle navne blev skrevet op på en liste med 24 numre, alle navne gentaget det antal gange, der var lodder til. Og så blev et nummer trukket ved hjælp af en tilfældig nummer vælger- gadget på Duncans Iphone. Og sådan gik det til, at Jeanne blev den heldige vinder. Send mig en mail med din adresse, så sørger jeg for at bogen kommer dumpende direkte fra forlaget!

Nummeret blev trukket med hjælp af Duncans Iphone og RPG roler

Det rene spin(d)

2011-10-04T06:28:00.000Z

Hver årstid har sine fornøjelser. Selvom vi er kede af at se lyset gå, så er der også andre ting, som i hvert fald jeg tager imod med glæde. Det gælder den smukke lyng, kastanjerne, der er så gode at røre ved, friske æbler og de gyldne blade, der falder overalt. En anden ting, som år efter år fascinerer er edderkopperne og deres spind.

Et edderkoppespind er i sig selv ret utroligt, hvis man stopper og kigger på det. Men en morgen, hvor solen skinner og duggen stadig glimter, er edderkoppens spind de rene perle-snore. Det er smukt, synes jeg.

Jeg kommer altid til at tænker på en af de salmer, vi ofte synger, når der er dåb:

"Når du ser en dråbe glimte

til dig fra et dugvådt spind,

ser du mer end selve dråben,

hvis du har et åbent sind.

På en snor, der er så spinkel,

at den brister for et strå,

kan den bære hele solen,

hele himlens dybe blå."

Den er forfattet af Holge Lisner i 1978, og er også med i Folkekirkens salmebog.

Sådan at gå ude i Guds egen natur og blive mindet om altings dybe sammenhæng med Ham, fordi en lille edderkop har lavet sit spind - det er stort.

Krus, kop eller bæger?

2011-10-03T17:46:00.001Z

Jeg fandt dem på min vej på arbejde i morges. Først den grønne, så den mellem muren og nedløbsrøret. "Hvis der nu var en mere på min vej, så får jeg tre på stribe", tænkte jeg. Og med en fladmast én var min lille leg komplet.

Græsenke for en uge

2011-10-01T08:30:00.000Z

Duncan har været væk fra mandag til torsdag. Han har været på det årlige efterårsstævne med gode kolleger fra hele landet. SÅ, jeg har været græsenke. Lidt spændende at skulle være alene i 4 dage, når nu mit energi niveau stadig bærer præg af, hvad jeg har lært hedder "restdepressive symptomer". Det er gået over al forventning. Her har ikke været flere skrigeture end normalt. (Dog heller ikke færre?!)

Vi har spist is på en helt almindelig mandag. Og risengrød til aftensmad - to gange for Samuels vedkommende. Samuel har fået lov til at prøve bilen udenfor legetøjsbutikken tre gange på én eftermiddag. Det var for vildt. Han puttede selv pengene i, og var pave-stolt. Ligesom da han selv tog strømper på, bar kanel ind på bordet eller da han snakkede i telefon med Daddy.

Derimod var han knap så stolt, da han ikke måtte køre på scooter til børnehave, ligesom han fandt det dybt uretfærdigt ikke at måtte låse postkassen op. Alene. At han ikke kan nå den selv er en ligegyldig detalje. Faktisk var hans mor så streng, at han var nødt til at hoppe i raseri hele vejen ud til fortovet og smide sig der i galskab.

Her lærte jeg så "The Sisterhood of All Mothers" at kende på en ny måde: En mor og hendes datter kommer gående. Moren ser Samuel, ser på mig og siger så til sin datter i en vældig uskyldig og dog sarkastisk stemme: "Der kan du se, der er andre end dig, der har en uretfærdig mor." Hold op, hvor kunne jeg godt lide hende!

Jeg har set film, drukket the, nydt min have. Og er blevet stolt over selv at kunne styre en morgen, en aflevering med hele to drengebørn og næsten, næsten nå det hele til tiden.

De to badutspringere, som måtte vise mig deres kunster på vej til børnehaven.
Små drenge er ikke til at stå for, når de er sejere end sålelæder og selv ved det ;-)

Og sidst men ikke mindst har jeg glædet mig til at få min mand hjem igen. Han mangler, når han ikke er her.

Alt i alt har det slet ikke været så tosset endda med lidt græsenke-tid. Så nu, hvor vi har fået dét på plads, kan vi godt lade det gå et stykke tid inden næste gang, ikk'?!

Give away: "Kan man spise softice med pinde?"

2011-09-30T18:14:00.001Z

Jeg har fået lov til at udlodde den herlige børnebog "Kan man spise softice med pinde?" i en give away her på bloggen. Det betyder, at du har mulighed for at få historien om Anna og hendes spisepinde sendt direkte fra forfatteren eller forlaget til din postkasse.

Lodderne til denne give away fordeldes, så du får:

1 lod , når du skriver en kommentar til indlægget her - skriv endelig hvem du tænker bogen til, det vil helt sikkert være sjovt for forfatterne at vide.
2 lodder, når du skriver en kommentar OG sætter et link til give away'en på din egen blog eller deler på facebook.
3 lodder, når du skriver en kommentar, sætter et link til give away'en på din egen blog eller deler på facebook OG melder dig som fast læser her på bloggen.

Jeg udtrækker den heldige modtager af bogen på fredag d. 7. oktober.

PS. Kunne du tænke dig at læse et interview med forfatterne, kan du gøre det hos Trine Brix.

Kan man spise softice med pinde?

2011-09-30T05:49:00.000Z

Der findes forskellige spørgsmål her i verden. Nogle er vigtige; som f.eks. om man kan spise softice med pinde, mens andre er irriterende og svære at svare på; som f.eks. hvor ens rigtige mor er eller hvorfor man kan have sort hår, når nu ens mor har rødt hår?

Sådan er spørgsmålene i hvert fald delt op for Anna, der er født i Kina, men bor i Danmark sammen med sin mor og far. I bogen "Kan man spise softice med pinde" følger vi med Anna, da hun fylder 7 år. Anna tænker tit på Kina; når hun øver sig på at spise med pinde, når mor og far fortæller om, hvordan hun blev deres, og når hun bli'r vred på mor og far, og gerne vil væk hjemmefra. Anna synes, det er svært at forklare de andre børn, hvad det egentlig betyder at være adopteret, når man ikke engang selv er helt sikker på at forstå det. Hun er ikke engang sikker på, hvordan det staves.

Hvad Anna derimod er sikker på, at hun forstår, er, at børn i Kina spiser ris hver dag - og altid med pinde.

Igennem bogen lærer vi Annas mor og far at kende, hendes venner og hendes bedste. Vi lærer også flere af vennernes historier at kende. Der er mange forskelligheder, men ingen er specielle. Og sammen med børnene får vi hjælp af Bedste til at forstå, at man godt kan være venner og ligne hinanden, selvom man ikke er ens. Dét er en af bogens fine pointer.

Med "Kan man spise softice med pinde" har Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen lavet en både sjov og tænksom børnebog, der henvender sig til børn (og deres forældre) i alderen 5 til 10 år. At Anna er adopteret er naturligvis en væsentlig pointe, men som jeg ser det, henvender bogen sig ikke af den grund snævert til børn, der selv er adopterede. Den kan lige så godt læses af nogen, der kender én, der er adopteret, i børnehaven eller i andre sammenhænge, hvor det er godt at snakke om, at man kan have forskellige måder at være familie på.

Bogens billeder er herlige. De er en blanding af tegning og foto-collage. En fin detalje er, at Annas rottehaler viser hendes humør. Da jeg åbnede kuverten med bogen, fik jeg hjælp af min søn Samuel på knap 3, som jo er udenfor bogens målgruppe. Alligevel kunne han fortælle en lang historie udfra billederne, så på den måde kan bogen sagtens vække mindre børns interesse også - selvom de næppe fanger alle nuancer i historien.

Der er ingen tvivl om, at "Kan man spise softice med pinde" er en bog, der har ligget forfatterne på sinde. Det er vigtige emner, der hives frem, som tankerne om føde-landet og den første mor, om at være anderledes, om at høre sin historie og om at være familie og have venner. Selv forældrenes blandede følelser om Kina-mor hentydes der til, ligesom Bedste kommer med gode råd om at leve her og ikke hos dem, man har mistet. Det er svært for mig at bedømme, om bogen vil lidt mere, end den egentlig kan rumme. Måske er der simpelthen for meget godt i den til, at emnerne helt får lov at få den plads, som de fortjener. På den anden side er netop dét en udemærket introduktion til Anna og hendes verden. Og så er det jo godt at vide, at bogen her bare er den første i rækken!

For mig var den bedste bid af bogen, da Bedste slår fast, at det er godt at have forældre, der passer på én. Annas ven Alfred svarer glad: "Ja, de gælder alle steder." Dét er da det bedste i hele verden at vide: at ens mor og far er ens mor og far alle steder - uanset om man er født i Kina eller i Danmark og har rødt eller sort hår. Og er der noget alle børn har godt af at vide, så må det være dét.

Hvis du kunne tænke dig at kigge indeni bogen, kan du klikke her.

"Kan man spise softice med pinde?"

Af Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen

64 Sider alle i farver

Udgivet af CDR forlag

Indbundet kr. 198,- inkl. moms

Udkommer 4. oktober 2011

Kan bl.a. købes på www.adoptionsverden.dk

Anerkendelse

2011-09-29T06:01:00.000Z

Forleden drak jeg kaffe hos Junette. Midt i mellem snak om børn, tapeter og andre væsentlige emner, spurgte Junette mig om noget i retningen af, hvordan man kan få anerkendelse nok, og dermed være ligeglad med, hvis nogen ikke kan lide én. Hun bad mig tage mine præstebriller på, og komme med et svar.

Som en del af svaret fortalte jeg hende en historie om ørkenfædrene. (Charlotte "Tro, Håb og Kærlighed" beskriver ørkenfædrene her.)

"Der var en gang en munk, der kom til en af ørkenfædrene med det problem, at det var så vigtigt for ham, hvordan andre tænkte om ham. Ørkenfaderen sendte ham over på kirkegården, og bad ham bruge dagen på at rose de døde til skyerne. Han skulle endelig ikke lægge fingrene imellem, men både smigre og flattere efter bedste evne. Da han kom tilbage ved dagens ende, spurgte faderen ham, hvad de døde havde svaret? Ingenting - de var jo døde.

Dagen efter blev munken sendt tilbage til kirkegården, men denne gang skulle han skælde de døde hæder og ære fra. Han skulle endelig ikke lægge fingrene imellem, men både fornærme og overfuse dem. Da han kom tilbage ved dagens ende, spurgte faderen ham, hvad de døde havde svaret? Ingenting - de var jo døde.

Ørkenfaderen sagde så til munken, at han skulle gøre som de døde: ikke lade sig mærke af andres mening uanset om de roste ham eller syntes dårligt om ham."

Junette har så på sin blog reflekteret sådan her:

"Lettere sagt end gjort. Dette er noget som er skrevet for 2000 år siden og emnet er stadig lige aktuelt. Det er stadig noget vi mennesker slås med.

I stedet for at stræbe efter at blive god til noget eller blive til noget, skulle vi hellere stræbe efter at kunne sige, mene og føle:”Jeg er.”

Måske det giver mere mening at definere JEG ER, ved at sætte flere ord på.
Jeg kunne tilføje:
Jeg er optimist
Jeg er tålmodig
Jeg er god og det modsatte
Jeg er farveafhængig
Jeg er naiv
Jeg er en fintænker
Jeg er glemsom
Jeg er klåg
Jeg er sjov

Alt det man ikke er, det er ligegyldigt. Man skal ikke bruge sit krudt på at spørge sig selv om hvorfor man ikke er sådan og sådan. Eller endnu værre, bebrejde sig selv. Man skal tage JEG ER- pakken og elske den.

Så har man fået sin anerkendelse."

Og her er så Junettes fantastiske billedlige gengivelse af historien!

Da jeg læste om det, Junette skrev om 'Jeg er'-pakken, kom jeg til at tænke på, at "jeg er, den jeg er" også er sådan Gud, den evige væren, beskriver sig selv i det Gamle Testamente (se her og find Det Gamle Testamente, Anden Mosebog kapitel 3, vers 14), og at når Jesus skal beskrive sig selv, starter han ofte med "Jeg er ..."(se her og find Det Nye Testamente, Johannes evangeliet, kapitel 14, vers 6) Når vi som mennesker stræber efter at blive guddommelige - at blive lige som Gud - så er det i blandt andet den kvalitet vi længes efter: at kunne være og hvile i vores væren. Hvilket nogle gange kun er muligt, når vi får anerkendelse ved at se os selv igennem Hans øjne, der altid ser os med kærlighed og forståelse.

At få sådan en tegning og reflektion over et svar på et spørgsmål en søndag eftermiddag må siges at være anerkendelse.

Graffitti

2011-09-28T07:49:00.000Z

Refleksion over "jævndøgn"

2011-09-26T17:56:00.001Z

Efterårsjævndøgn. Forårsjævndøgn. Så er nat og dag jævne. Døgnets timer er ligeligt fordelt. Lys og mørke er jævnet ud over hele dagen. Men er ikke lige. De står lige, men er ikke ens.

Jævn er det samme som støt, lige, vedvarende, stadig. Som en sang i fire fjerdedele. En konstant rytme. Hvis der ingen rytme er, er det svært at placere pauser. En ottende del giver meget lidt mening uden fire fjerdedele.

Der er ingen udslag. Det kan være jævnt kedeligt.

Hvis et hjul skal være godt, skal det være jævnt. Et ujævnt hjul - eller en ujævn vej - giver en bumpet tur. Hvis et orkester skal følges ad, skal dirigenten slå i et jævnt tempo, så ingen løber, og alle holder takten.

Kan man leve jævnt?
Et jævnt liv, må være ét, der holder en bestemt takt. Måske fire fjerdedele. Forudsigeligt og støt.
Et liv, hvor en rytme gør det muligt at finde plads til pauser og skalaer.
Et liv, som hviler i et tempo, der gør det muligt at blive ved. Med at leve og være til.

Måske skal man leve som en hindbærbusk eller et æbletræ; de har hvile, blomster, modning og frugter ligeligt fordelt i en stadig rytme gennem hele deres liv.

Jeg ville gerne leve jævnt. Ikke kedeligt, men vedvarende.

Den nye kirke på 135 år

2011-09-25T12:38:00.001Z

Præster i ornat, solens stråler og et smukt nyt kirkerum. (Opklarende bemærknning: det er solen - ikke en glorie - der skinner omkring Oles hoved)

Nogle havde fundet plads på balkonen, hvor der også er siddepladser. Derfra kan man holde øje med alt og alle.

Èn af bønnerne fra indvielsesritualet. Den er lånt andet steds fra, men smuk og stærk, det er den!

Alice og Lilli blev medlemmer af menigheden ved dagens gudstjeneste. Stort bifald - det er særligt, når mennesker, der længe har været en del af menigheden står op, bekender deres tro og siger "JA" til fællesskabet!

En solstråle. Så enkelt og smukt.

Det nye alter med den gamle lysestage og foran den gamle døbefont, som også er blevet restaureret. Den har fået plads inden for alter-ringen som sædvanlig. I bagvæggen er små LED-lys, der lyser op som små stjerner.

Der er en søndags stille ro

2011-09-25T07:29:00.001Z

"Der er en søndags stille ro" er der et vers i en dejlig september-sang, der starter. Her har ikke været stille til morgen, for en flok unge har overnattet her, og med 4 ekstra om morgenbordet var her et leben, snakken og grinen, der kun kunne sætte én i godt humør!

Samuel har spejlet sig i deres smil og snak.

Nedenunder gøres der klar til at indvie kirkerummet om en halv time. Dét er en stor anledning! Efter at have boet i byggerod i flere år, er menighedens hus endelig blevet færdig. Og så smukt det er. Jeg skal nok vise billeder senere i dag!

Vejret er klart og solen skinner. Himlen viser i glimt sin smukke blå farve.

Jo, her er en munter glæde ved at gro.... Jeg vil ned og være med til festen.

(Sangen er "Sensommersang" af Alex Garff)

Hvad lommerne ser fyldt af...

2011-09-24T08:13:00.000Z

Drenge lommer kan indeholde mange ting, har jeg fået at vide. Lidt ligesom en dametaske rummer praktiske ting, skatte og det, der skal bruges ved bestemte lejligheder, kan drenge lommer bruges til at gemme særlige ting som sten, pinde og møtrikker eller spændende fund som snegle, kryb og kiks.

Snegle skulle være usandsynligt slimede i vasket udgave. Jeg har heldigvis ingen erfaring på dét område. Endnu.

Men jeg har da erfaret, at lommer kan skjule lidt af hvert indtil de kommer i vaskemaskinen. Også selvom moren syntes, hun havde rystet og klappet. Forleden var det et papir fra en kiks og en meget orange terning, der blev centrifugeret.

Måske er det med lommer som med hjertet? At hvad lommerne er fyldt af, flyder vaskemaskinen over med.

På vejen frem og tilbage

2011-09-23T15:35:00.001Z

Billederne her er taget på vejen frem og tilbage fra min arbejdsprøvning. Der er noget særligt ved efterårets skiftende vejr; det ene øjeblik er det overskyet og truende, det næste skinner solen skarpt og luften er klar.

For tiden er jeg stille

2011-09-06T18:13:00.000Z

For tiden er jeg stille. Jeg skriver ikke hverken ord eller billeder. Meget læsen bli'r det heller ikke til. Jeg siger vist heller ikke så meget, som jeg plejer her hjemme.

Jeg er fortsat sygemeldt, men er begyndt i job-træning et rigtig godt sted. Efter en længere stress-relateret sygdom kan det være godt at øve sig i igen at skulle møde op et sted til en bestemt tid. Kroppen skal af-læres at over-reagere på det, der engang var farligt.

Jeg er blevet sagt op i mit arbejde som præst. Dét tygger jeg på... Jeg har villet uddannelsen, jeg er blevet anbefalet til jobbet, jeg var god til det (dele i hvert fald ;-) ), og jeg har da hørt, at et par stykker synes, jeg gav mening som præst. Det er svært at skrive om, for jeg har hverken brug for ynk, oprør på mine vegne eller at blive rost til skyerne. Jeg har brug for at være ked af dét, der var og dét, jeg troede skulle blive, men som ikke bliver. Jeg forsoner mig med, at livet ikke er lige nu, som jeg havde regnet med. Det lyder måske voldsomt. Men tro mig. Jeg havde ikke regnet med, at jeg som 30 årig havde været sygemeldt to gange med depressioner og var blevet sagt op fra mit arbejde pga. det.

Her er stille. Lidt som den time lige før daggry, hvor alle fuglene er stille. Der er bare stille og mørkt. Lige indtil fuglenes kvidren hilser en ny dag.

Sådan skal det som end også nok gå her. Der skal nok komme andet i stedet. Sådan er livet jo også. Men lige nu står jeg her, hvor jeg sorgen findes. Så her er stille for tiden.

Længe ventet

2011-08-25T07:30:00.000Z

Det kan godt være, jeg har købt georginer (dahlia'er) fra Engeland. Men jeg har ikke været synderligt begejstret for kvaliteten. Jeg tror ikke, det er en god kombination at sende små knolde med skud i posten - når man ikke kan regne med, hvor lang tid der går med at vente i tolden. En af mine små blomster døde inden ankomst. Trist.

Den her georgine har jeg ventet spændt på skulle springe ud. Den er koralfarvet og blev valgt præcis af den grund. Den skulle stå smukt til en rose, jeg også købte i foråret. Rosen har haft én blomst, og så var det det. Og det har taget meeeget lang tid inden georginen blomstrede. Men nu gør den, og der er mange flere på vej. "The garden will be even better next year" har jeg hørt, englænderne siger. Og ligenu er det, hvad jeg tænker. Når rosen er etableret, så den vil blomstre længere, bliver det en smuk kombination. Indtil videre vil jeg "bare" nyde i fulde drag endelig at have min koral-farvede dahlia i haven!

En bænk ...

2011-08-23T19:49:00.000Z

... i kongens have var stedet jeg holdt frokostpause i går. Slet ikke en dårlig kulisse til medbragt mad.

Og bedst som jeg sad der, kom ham her kørende forbi:

Jeg var godt klar over, at Google kører rundt og tager billeder overalt, men jeg havde ikke forestillet mig, det også foregik på cykel!

50% på genbrug

2011-08-18T07:23:00.000Z

Jeg overtalte Junette til at tage på Genbrugsjagt i dag. Okay, "overtalte" er lidt overdrevet. Jeg sagde ordet "Genbrug" og hun var med på idéen uden videre. Hvis der er nogen, der har næse for genbrug, så er det hende! (Se bare) Faktisk er det vist hende, der har fået mig over mit teenage traume med at genbrug skulle være fordækt. (Det traume stammer fra en efterskole-tøj-ting kombineret med weekend i lillebitte hjemby)

Efter at have læst et blad i går fik jeg den idé at det muligvis kunne se sjovt og smart og fikst ud med de små lampeskærme fra lampetter hængt op sammen i små klynger. Særligt hvis de små lampeskærme bliver malet i hver sin farve og får en stofledning, der matcher. Egentlig var det sådanne små lamper, jeg ville have Junette med på jagt efter.

I sidste øjeblik ombestemte Junette sig fra at tage mig med til én herlig genbrugsbiks til en anden. Og heldigvis for det! Der hvor vi kom hen, var der nemlig 50% på alting. Alt sat ned til halv pris. Det var som at sende små børn ind i en slikbutik!

Jeg fandt mine små lampeskærme, og de skal forvandles over de næste dage.

Ooog så skulle jeg lige se rundt i resten af butikken. Her fandt jeg to Jesus billeder, som muligvis er forkerte på alle mulige måder, men åh så fine på så mange andre. (25 kr. til sammen!)

Spørg lige om jeg synes, det er gode køb? Jo tak. Det var en kærkommen rute-ændring!

Alt afhænger af øjnene....

2011-08-17T09:28:00.000Z

Alt afhænger af øjnene, der ser.

Tre lastbiler, en stor lastbil med vogn, fire scootere, en post på cykel, en post på scooter og en post på scooter med stort front lad, en mand på lift, der reparede tag. Det var, hvad Samuel pegede på i dag på vej til vuggestuen.

"Du ås li' lastbil, mor!" sagde han bestemt. Jo jo, de er da spændende. Men kun når Samuel er med. Ellers ser mine øjne dem altså knap nok...

Lykken er ....

2011-08-14T18:44:00.000Z

... sin helt egen hindbær brus. Som siger "Visp!", når man åbner den. Mere skal der ikke til, for at den herboende 2-årige var noget nær lykkelig.

Jeg har hverken rose eller kost i hånden

2011-08-13T12:48:00.000Z

..men jeg har givet min underskrift i protest, og opfordrer dig til at gøre det samme!

Vi har som samfund udvist kvinden Bipjeet Kaur fra Danmark senest 15. august i år, efter at have fået afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, som hun havde fået af humanitære grunde ligesom hun har fået afslag på at få et såkaldt Green Card to gange.

Bipjet Kaur er fra Indien og er uddannet IT-ingeniør. Hun har en søn, Sehajneet Singh, som er født og opvokset i Danmark. Bipjeet kom til Danmark i 2002, og har siden taget en dansk IT-ingeniør uddannelse fra Københavns University College of Engineering - Ingeniørhøjskolen. Hun har siden arbejdet på Ingeniørhøjskolens forskningscenter for trådløs kommunikation (Wireless Center—CTIF-Copenhagen), hvor hun stadig er ansat. Hun har i følge sin arbejdsgiver kompetencer, som kun få mennesker i Danmark er i besiddelse af.

Hendes søn er født og opvokset i Danmark, og skal starte i skolen nu her i august. Han har aldrig været i Indien, som han nu udvises til, og taler ikke Punjabi. Hertil kommer at han lider af en autoimmun sygdom, der gør, at han ikke kan tåle al slags medicin ligesom den betyder, at han let får feber.

Jeg har skrevet, at jeg vil være mere højrøstet, når det gælder behandlingen af udlændinge, flygtninge og indvandrere generelt i Danmark. Derfor dette indlæg. Du kan skrive under her.

Hans og hendes

2011-08-11T09:43:00.000Z

Her er hans og hendes.

Hun læser gerne i hans.
Han lytter til gengæld gerne til hendes begejstrede udbrud.

The broom is mightier than the mob!

2011-08-10T07:59:00.001Z

Goes without saying at vi her hjemme følger ret godt med i optøjerne i England. Vi sidder med samme forundring og forskrækkelse, som vi hører fra dem, der oplever det på klods hold. Bortset fra at vi jo ikke behøver bekymre os om, at det er vores gader, butikker og nætter, der bliver ødelagt. (Se billeder fra i går morges her.)

De unge, der er på gaderne er typisk fra fattige områder, som er dybt frustrerede over manglende ungdomsuddannelser, høj arbejdsløshed blandt yngre mennesker, og som hele deres liv har oplevet en forskel på at være rig og være fattig. Nogle af de unge BBCs journalister har snakket med, fortæller om at de gør, som de gør for at vise "de rige og politiet, at vi kan gøre som vi vil". Professor John Piff er kriminolog, og han siger, at de fleste af disse unge er fra fattige kvarterer, som ikke er ensrettede med samfundet omkring dem, og ikke har noget at tabe. De har ingen karrierer at tænke på, de lever på kanten af samfundet, er vrede, skuffede og er som konsekvens i stand til at gøre utrolige ting, for at vise deres fælles magt.

Det er trist, synes jeg, at se mennesker reagerer på kollektivt svigt. På den anden side er det håbefuldt at se hvordan reaktionerne er på ødelæggelserne og de unges frustration. Prøv lige at læs om alle dem, der møder op og klar til at rydde op - som fredelig protest mod ødelæggelse og vold: Kosten er mægtigst.

Er endnu engang blevet bekræftet i det, jeg skrev om forleden; at vi har ansvar for vores liv og hvordan det påvirker andre. Både i de små og i de store sammenhænge. Og at sammen, så kan vi så meget mere - uanset om det er til det gode eller det onde. Gud gi' at vi kan gå sammen om det gode, så det batter noget!

Billedet er lånt fra BBC

En paradis plet

2011-08-08T07:19:00.000Z

Vores lille, skæve hus er en paradisplet. Der er stille, der er store træer, og der er højt til loftet. Murene er kalkede, bjælkerne hænger lavt indenfor, og det mest anvendte skotøj udenfor er gummistøvler; fordi de er nemme at komme i og praktiske i al slags vejr.

Her spiser vi ribs fra buskene, laver bål og smovser i vafler. Når vi vågner kan vi høre musvit ungerne pippe i deres rede under taget. Indenfor varmer brændeovnen. Udenfor synger lærkerne eller musvågerne skriger.

Her er store planer om huse i træerne, en labyrint i græsset og bede med gamle stauder og frugt buske. Ah, bare tanken om vores lille plet gør åndedrættet roligt og dybt sådan en mandag morgen.

Kage til kaffen

2011-08-07T16:19:00.000Z

Det gør jeg altså ikke

2011-08-06T11:08:00.001Z

"Forældre bakker op om styret leg i børnehaven" hedder overskriften i en artikel i en gratis avis, som følger på på social minister Benedikte Kiærs udmelding om, at der skal være mindre fri leg i vuggestuer og børnehaver frem over. Det er forældre organisationen LOFA blevet spurgt om, og deres formand, Lars Klingenberg, er helt enig. Der skal være flere voksne involveret i børnenes lege. Han mener, at "pædagogerne er mere aktive i forhold til at bibringe børnene de kompetencer, som de har så hårdt brug for."

Jeg vil gerne have at mit barn får lov til at lege selv. Det er han dygtig til, og behøver ikke at voksne, fortæller ham hvordan man gør. Selvfølgelig er (vi) voksne vigtige - også dem i vuggestuen/børnehaven - fordi vi kan opmuntre til at prøve nye ting (som at cykle) eller hjælpe med at løse konflikter (Han tog min skovl) eller undersøge tingene på en anden måde (Se, mariehønen kan kravle på din hånd, hvis du ikke klemmer den.) Styret leg lyder i mine øre alt for meget af at underholde børnene og sætte programmer op for dem, der hindrer deres eget initiativ, den naturlige nysgerrighed og de lege, de helt af sig selv ved, de har brug for at lege. Og dét er der rigtig meget brug for at børn for plads til i en tid, hvor flere og flere forældre har rigtig travlt, og selv har svært ved at sidde stille derhjemme, så børn får lov til bare at være børn, der leger.

Min frygt er, at vi kommer tilbage til et syn på børn, hvor de anses for at være små voksne, der skal kunne det voksne kan i miniformat. Hvor der derfor ikke er plads til leg og "spild tid" i form af spontane undersøgelser og lege, fordi det ikke åbenlyst og målbart påvirker barnets udvikling. Jeg frygter, at den iver der findes, for at måle og veje alting i effektivitetens navn, kan komme til at hindre vores børns udvikling - og dermed deres kompetencer og mulighed for aktivt at bidrage til deres eget og samfundets bedste senere i livet.

Jeg er med på, at det er vigtigt vi diskuterer pædagogik. Men, som BUPLs formand også var inde på i sin reaktion på udspillet, så er det ikke nok at snakke pædagogik, hvis det ikke følges af en samtale om pædagogernes og børnenes forhold. For hvis samtalen om styret leg i virkeligheden bunder i en utilfredshed over, at der er for få voksne hænder og øjne til at alle børn får den kontakt de skal have, så er det ikke pædagogik men økonomi og budgetter vi skal kigge på. Når der skæres i institutionerne, så går det også ud over antallet af voksne. Ikke bare pædagoger men også medhjælpere. Og jo flere planer og papir-arbejde vi be'r pædagogerne om at udfylde og følge, jo mere tid går der fra børnene til administration.

LOFAs formand Lars Klingenberg siger, at styret leg skal gøre "at man griber børnene der, hvor de er, og bruger den leg, de har gang i, aktivt." Jamen, hvad tror I pædagogerne gør til dagligt?! Det er da det, de gør, når de hjælper med at cykle (udvikling af nye kompetencer, og konflikter (relationer og sociale færdigheder) og at undersøge ting omkring børnene (interesse i omverdenen og forståelse for min del i den).
Kunne vi ikke for bare én gangs skyld stoppe op og snakke med dem, der er eksperter i at tage sig af vores børn inden vi begår samme fejl med dem, som vi har gjort ved at sætte lærerne ud af spillet? Jeg har tillid til, at pædagogerne i Samuels børnehave la'r ved, hvordan de skal hjælpe ham, når han leger frit, så alt det han skal lærer kommer lidt efter lidt. Så nej, jeg bakker som forælder ikke op om et forslag for mere styret leg.

Kinesisk drage i miniature

2011-08-05T07:57:00.000Z

Den her lille fyr var på besøg i min have i forgårs. Nærmere betegnet var den på mit vasketøj.

Den er fascinerende, synes jeg. Prøv lige at se så mange fine farver og forskellige slags hår/pels, der kan være på sådan en lille størrelse. Og den har følehorn og hale - og ben, ser det ud til. Jeg synes mest af alt den ligner en kinesisk drage i miniature. Men er det det? Ved du hvad den hedder?

Selvransagelse? Ja tak!!

2011-08-04T14:20:00.001Z

I kølvandet på begivenheder som dem i Norge, ser vi klarere hvad mennesker er gjort af. Vist ser vi det grusomme tydeligt, men samtidig ser vi storhed: mennesker, der giver deres liv for at redde andre. Vi ser meningsløshed, men vi ser også håb: unge mennesker, der udtaler at kærligheden må være stærkest. Vi ser, hvordan vi søger sammen, for at finde mening og mål med fremtiden. Vi ser, at nok findes ondskaben i tilsyneladende almindelige mennesker, men vi ser også at styrke, integritet, mod, håb og kærlighed findes i ledere og dem, der bliver ramt.

Selvom jeg har følt jeg har stået på afstand (dels at jeg ikke er nordmand, dels af feriens afstand til internet og TV) og betragtet det hele, mærker jeg, hvordan det at se modsætningerne i mine medmennesker kalder på spørgsmål hos mig selv: Hvordan ville jeg handle i sådan en situation? Hvad gør jeg for, at den slags ikke sker igen? Hvordan er jeg med til at støtte eller undergrave et verdensbillede, der så hadefuldt kan afskrive andre mennesker? Refleksionen over min del af verden kommer helt naturligt. Selvransagelsen er en del af tilværelsen, hvis man tager sin del af verden alvorligt. Sådan som enkeltpersoner både offentligt og privat, organisationer og partier har gjort det både i Danmark og i Norden i øvrigt her efter.

Sådan må det være, når man forstår, hvordan vi alle sammen udgør og er med til at præge vores samfund. Derfor blev mine fordomme negativt bekræftet, da jeg læste Morten Messerschmidts udtale til Politiken d. 3. august: "Hvis man begiver sig ind på den bane af selvransagelse, accepterer man jo at skulle have en del af ansvaret. Der er jo ingen grund til - når man er uden ansvar - at ændre noget."

Jamen! Kan det overhovedet lade sig at gøre, ikke at reflektere over det, der sker omkring os? Er det ikke netop en del af livet, at vi påvirkes af mennesker og begivenheder omkring os - skidt som kanel - og ændrer os selv efter dem? Bruger vi ikke netop andre som forbillede for egen udvikling eller måde ikke at gøre ting på? Og er en total afskrivelse af selvransagelse oven på bomben i Osle og massakren på Utøya ikke det samme som at erklære fallit? Er det ikke netop ikke at ville tage ansvar eller andel i det samfund vi sammen er en del af?

Efter d. 22. juli har jeg tænkt at jeg vil være mere højlydt om modsatte meninger end et verdensbillede, der afskriver mennesker på grund af deres religion, kultur eller hudfarve. Jeg håber, det ikke er fordi jeg er præst, men fordi jeg er et menneske. Jeg tror på, at vi ved selvransagelse og handling kan være med til at gøre en forskel for os selv og andre. Jeg tror på, at - ved Guds hjælp - kan kærligheden overvinde had.
For som den norske kronprins sagde i sin tale d. 25. juli: "Efter 22. juli kan vi aldrig igen tillade os at tænke at vore meninger og holdninger er uden betydning."

Jeg tror, vores meninger har betydning. Og vi har altid et ansvar; for vores eget liv, for vores medmennesker og overfor den verden vi er sat i. Mennesket indeholder store ting. Det er vores ansvar at vise det.

Makro af en badebro

2011-07-30T09:55:00.004+01:00

Zentangle

2011-07-28T10:29:00.000+01:00

Jeg øver mig i at se mønstre rundt omkring mig i øjeblikket. Det er nyt for mig at lede efter detaljer på den måde. Men spændende.

Grunden er, at jeg er begyndt at lære at lave zentangles. Det er lidt som at lave kruseduller på en organiseret måde. Du ved, den slags mønstre, men laver, når man keder sig ved en forelæsning eller når man snakker i telefon.

At lave et zentangle er, når man først har lært grund-reglerne, (hvilket jeg ikke helt har mestret endnu), en måde at meditere på med en blyant i hånden. På den måde kan man bruge det som en måde at slappe af, og lade hjernen få fred, samtidig med at man er aktiv. Man kan fordybe sig i en aktivitet. Hvilket kan være en hjælp, hvis det er svært at finde ro uden at bruge kroppen.

Det kan også være en hjælp, hvis man i forvejen tegner eller maler, men har svært ved at få en tegning/et maleri frem. Ved at lave en zentangle slipper man sine forudindtagede mål og meninger om, hvad man skal, og lader tegningen udfolde sig "af sig selv".

De, der er gode til at zentangle, kan skabe virkelig smukke mønstre. Prøv at se på Google images! Og måske prøve det en dag, hvor du trænger til at lave en krusedulle eller to?

Uden ham, ingen børn

2011-07-26T10:04:00.002+01:00

I dag er det 8 år siden, jeg satte ringen på min mands hånd. I 8 år har vi været hinandens. Jeg kan godt li' billedet her af Duncans hånd med vielsesringen og Samuels fødder; for mig er det netop vores ægteskab, der er baggrunden for, at vi kan være forældre til Samuel. Tror, det gik op for mig, da Duncan var syg: (Duncan var syg sideløbende med, at vi fik lægernes ord for vores barnløshed og gik i gang med adoptionsprocessen.) Hvis jeg mistede Duncan ville jeg også miste vores børn. Uden ham var der ingen grund til at græde over barnløshed. Det slog fast for mig, at vi er vigtigst. Og hvor er jeg glad for, at det har været sådan siden Charlotte velsignede os tilbage i 2003!

Mere skal der såmænd ikke til...

2011-07-24T10:23:00.000+01:00

... end en gul bænk med søen som baggrund. Og pludselig er det blå ikke bare blot. Den slags små scenerier kan gøre mig glad helt ned i maven. Lidt som den dobbelte fryd, jeg før har fortalt om.

En kælling fra hver by

2011-07-22T10:04:00.000+01:00

Jeg har opgivet at samle på ét stel af nogen art. Måske med undtagelse af glas. Men hvad angår tallerkner og krus er der dømt frit spil. Når bare det er en nuance af blåt er det velkomment. Vores tallerkner er fundet i sæt af 6-10 stykker. Så det kan se ens ud. Krusene er på ingen måde ens.

Faktisk er jeg begyndt at gøre en dyd ud af det med kopperne. Det gør mig glad, at der er forskellighed på mit bord. Det er rart, at der altid er en kop, der passer til ens humør; skal den være stor eller lille, rund eller kantet, være af porcelæn eller af keramik? We have it all....

Skørt, måske. Men jeg elsker det!